Page 52 - H.C: Andersen: Samlede Eventyr

nydelig, og det gjorde dem saa ondt, at hun skulde ned til den
stygge Skruptudse. Nei, det skulde aldrig skee. De flokkede sig
nede i Vandet rundt om den grønne Stilk, der holdt Bladet, hun
stod paa, gnavede med Tænderne Stilken over, og saa flød
Bladet ned af Aaen, bort med Tommelise, langtbort, hvor
Skruptudsen ikke kunde komme.
Tommelise seilede forbi saa mange Stæder, og de smaa Fugle
sad i Buskene, saae hende og sang "hvilken nydelig lille
Jomfrue!" Bladet med hende svømmede længer og længer bort;
saaledes reiste Tommelise udenlands.
En nydelig lille hvid Sommerfugl blev ved at flyve rundt
omkring hende, og satte sig tilsidst ned paa Bladet, for den
kunde saa godt lide Tommelise, og hun var saa fornøiet, for nu
kunde Skruptudsen ikke naae hende og der var saa deiligt, hvor
hun seilede; Solen skinnede paa Vandet, det var ligesom det
deiligste Guld. Saa tog hun sit Livbaand, bandt den ene Ende
om Sommerfuglen, den anden Ende af Baandet satte hun fast i
Bladet; det gled da meget hurtigere afsted og hun med, for hun
stod jo paa Bladet.
I det samme kom der en stor Oldenborre flyvende, den fik
hende at see og i Øieblikket slog den sin Klo om hendes
smækre Liv og fløi op i Træet med hende, men det grønne Blad
svømmede ned af Aaen og Sommerfuglen fløi med, for han var
bundet til Bladet og kunde ikke komme løs.
Gud, hvor den stakkels Tommelise blev forskrækket, da
Oldenborren fløi op i Træet med hende, men hun var dog
allermeest bedrøvet for den smukke, hvide Sommerfugl, hun
havde bundet fast til Bladet; dersom han nu ikke kunde komme
løs, maatte han jo sulte ihjel. Men det brød Oldenborren sig