Page 54 - H.C: Andersen: Samlede Eventyr

thi vi ere store og hun var kun en Tomme lang. Saa svøbte hun
sig ind i et vissent Blad, men det vilde ikke varme, hun rystede
af Kulde.
Tæt udenfor Skoven, hvor hun nu var kommet, laae en stor
Kornmark, men Kornet var forlænge siden borte, kun de nøgne,
tørre Stubbe stode op af den frosne Jord. De vare ligesom en
heel Skov for hende at gaae imellem, o, hun rystede saadan af
Kulde. Saa kom hun til Markmusens Dør. Den var et lille Hul
inde under Korn-Stubbene. Der boede Markmusen luunt og
godt, havde hele Stuen fuld af Korn, et deiligt Kjøkken og
Spiiskammer. Den stakkels Tommelise stillede sig indenfor
Døren, ligesom en anden fattig Tiggerpige og bad om et lille
Stykke af et Bygkorn, for hun havde i to Dage ikke faaet det
mindste at spise.
"Din lille Stakkel!" sagde Markmusen, for det var igrunden
en god gammel Markmuus, "kom Du ind i min varme Stue og
spiis med mig!"
Da hun nu syntes godt om Tommelise, sagde hun: "Du kan
gjerne blive hos mig i Vinter, men Du skal holde min Stue pæn
reen og fortælle mig Historier, for dem holder jeg meget af," og
Tommelise gjorde, hvad den gode, gamle Markmuus forlangte
og havde det da grumme godt.
"Nu faae vi nok snart Besøg!" sagde Markmusen, "min
Naboe pleier hver Ugesdag at besøge mig. Han sidder bedre
endnu inden Vægge, end jeg; har store Sale og gaaer med
saadan en deilig, sort Fløielspels! bare Du kunde faae ham til
Mand, saa var Du godt forsørget; men han kan ikke see. Du
maa fortælle ham de nydeligste Historier, Du veed!"