Page 46 - H.C: Andersen: Samlede Eventyr

havde slaaet sig, og de vare alle saa nydelige imod hende, især
Blomsterne, der havde ligget hendes Seng; men hun havde slet ikke
slaaet sig, og alle Idas Blomster sagde Tak for den deilige Seng og holdt
saa meget af hende, tog hende midt hen paa Gulvet hvor Maanen
skinnede, dandsede med hende, og alle de andre Blomster gjorde en
Kreds udenom; nu var Sophie fornøiet! og hun sagde, de maatte gjerne
beholde hendes Seng, hun brød sig slet ikke om at ligge i Skuffen.
Men Blomsterne sagde: "Du skal have saa mange Tak, men vi kan
ikke leve saa længe! imorgen ere vi ganske døde; men siig til den lille
Ida, at hun skal begrave os ude i Haven, hvor Kanarifuglen ligger, saa
voxe vi op igjen til Sommer og blive meget smukkere!"
"Nei, I maae ikke døe!" sagde Sophie, og saa kyssede hun Blomsterne;
i det samme gik Salsdøren op, og en heel Mængde deilige Blomster kom
dandsende ind, Ida kunde slet ikke begribe, hvor de vare komne fra, det
var bestemt alle Blomsterne ude fra Kongens Slot. Allerforrest gik to
deilige Roser, og de havde smaa Guldkroner paa, det var en Konge og
en Dronning, saa kom de nydeligste Levkøier og Nelliker og de hilste til
alle Sider. De havde Musik med, store Valmuer og Pioner blæste i
Ærtebælge saa de vare ganske røde i Hovedet. De blaa Klokker og de
smaa hvide Sommergjække klingede, ligesom de havde Bjelder paa. Det
var en morsom Musik. Saa kom der saa mange andre Blomster, og de
dandsede allesammen, de blaa violer og de røde Bellis, Gaaseurterne og
Lillieconvallerne. Og alle Blomsterne kyssede hinanden, det var
nydeligt at see!
Tilsidst sagde Blomsterne hinanden god Nat, saa listede ogsaa den lille
Ida sig hen i Sengen, hvor hun drømte om alt, hvad hun havde seet.
Da hun næste Morgen kom op, gik hun gesvindt hen til det lille Bord,
for at see om Blomsterne vare der endnu, hun trak Gardinet til Side fra
den lille Seng, ja, der laae de allesammen, men de vare ganske visne,
meget meer end igaar. Sophie laae i Skuffen, hvor hun havde lagt hende,
hun saae meget søvnig ud.
"Kan Du huske, hvad Du skulde sige til mig," sagde den lille Ida, men