Page 53 - H.C: Andersen: Samlede Eventyr

ikke noget om. Den satte sig med hende paa det største, grønne
Blad i Træet, gav hende det Søde af Blomsterne at spise og
sagde, at hun var saa nydelig, skjøndt hun slet ikke lignede en
Oldenborre. Siden kom alle de andre Oldenborrer, der boede i
Træet, og gjorde Visit; de saae paa Tommelise, og Frøken-
Oldenborrerne trak paa Følehornene og sagde: "hun har dog
ikke mere end to Been, det seer ynkeligt ud. Hun har ingen
Følehorn!" sagde den anden. "Hun er saa smækker i Livet, fy!
hun seer ud ligesom et Menneske! Hvor hun er styg!" sagde
alle Hun-Oldenborrerne, og saa var Tommelise dog saa
nydelig; det syntes ogsaa den Oldenborre, som havde taget
hende, men da alle de andre sagde, hun var hæslig, saa troede
han det tilsidst ogsaa og ville slet ikke have hende; hun kunde
gaae, hvor hun vilde. De fløi ned af Træet med hende og satte
hende paa en Gaaseurt; der græd hun, fordi hun var saa styg, at
Oldenborrerne ikke vilde have hende, og saa var hun dog den
deiligste, man kunde tænke sig, saa fiin og klar som det
skjønneste Rosenblad.
Hele Sommeren igjennem levede den stakkels Tommelise
ganske alene i den store Skov. Hun flettede sig en Seng af
Græsstraa og hang den under et stort Skræppeblad, saa kunde
det ikke regne paa hende; hun pillede det Søde af Blomsterne
og spiste, og drak af Duggen, der hver Morgen stod paa
Bladene; saaledes gik Sommer og Efteraar, men nu kom
Vinteren, den kolde, lange Vinter. Alle Fuglene, der havde
sjunget saa smukt for hende, fløi deres Vei, Træerne og
Blomsterne visnede, det store Skræppeblad, hun havde boet
under, rullede sammen og blev kun en guul, vissen Stilk, og
hun frøs saa forskrækkeligt, for hendes Klæder vare itu og hun
var selv saa fiin og lille, den stakkels Tommelise, hun maatte
fryse ihjel. Det begyndte at snee og hver Sneefnug, der faldt
paa hende, var, som naar man kaster en heel Skuffe fuld paa os,