Page 49 - H.C: Andersen: Samlede Eventyr

"Det er en nydelig Blomst!" sagde Konen, og kyssede den
paa de smukke røde og gule Blade, men lige i det hun kyssede,
gav Blomsten et stort Knald, og aabnede sig. Det var en
virkelig Tulipan, kunde man nu see, men midt inde i Blomsten,
paa den grønne Stol, sad der en lille bitte Pige, saa fiin og
nydelig, hun var ikke uden en Tomme lang, og derfor kaldtes
hun Tommelise.
En nydelig lakeret Valdnødskal fik hun til Vugge, blaa
Violblade vare hendes Matrasser og et Rosenblad hendes
Overdyne; der sov hun om Natten, men om Dagen legede hun
paa Bordet, hvor Konen havde sat en Tallerken, som hun havde
lagt en heel Krands om med Blomster, der stak deres Stilke ned
i Vandet; her flød et stort Tulipanblad, og paa dette maatte
Tommelise sidde og seile fra den ene Side af Tallerkenen til
den anden; hun havde to hvide Hestehaar at roe med. Det saae
just deiligt ud. Hun kunde ogsaa synge, o saa fint og nydeligt,
som man aldrig her har hørt.
En Nat, som hun laae i sin smukke Seng, kom der en hæslig
Skruptudse hoppende ind af Vinduet; der var en Rude itu.
Skruptudsen var saa styg, stor og vaad, den hoppede lige ned
paa Bordet, hvor Tommelise laae og sov under det røde
Rosenblad.
"Det var en deilig Kone til min Søn!" sagde Skruptudsen, og
saa tog hun fat i Valdnødskallen, hvor Tommelise sov, og
hoppede bort med hende gjennem Ruden, ned i Haven.
Der løb en stor, bred Aa; men lige ved Bredden var det
sumpet og muddret; her boede Skruptudsen med sin Søn. Uh!
han var ogsaa styg og fæl, lignede ganske sin Moder: "koax,