Page 56 - H.C: Andersen: Samlede Eventyr

"Ja, det maa I, som en fornuftig Mand, nok sige," sagde
Markmusen. "Hvad har Fuglen for al sit Quivit, naar Vinteren
kommer? Den maa sulte og fryse; men det skal vel ogsaa være
saa stort!"
Tommelise sagde ikke noget, men da de to andre vendte
Ryggen til Fuglen, bøiede hun sig ned, skjød Fjedrene tilside,
der laae over dens Hoved, og kyssede den paa de lukkede Øine.
"Maaskee var det den, som sang saa smukt for mig i Sommer,"
tænkte hun, "hvor den skaffede mig megen Glæde, den kjære,
smukke Fugl!"
Muldvarpen stoppede nu Hullet til, som Dagen skinnede
igjennem, og fulgte saa Damerne hjem. Men om Natten kunde
Tommelise slet ikke sove, saa stod hun op af sin Seng og
flettede af Hø et stort smukt Teppe, og det bar hun ned og
bredte rundt om den døde Fugl, lagde blød Bomuld, hun havde
fundet i Markmusens Stue, paa Siderne af Fuglen, for at den
kunde ligge varmt i den kolde Jord.
"Farvel Du smukke lille Fugl!" sagde hun, "Farvel og Tak for
din deilige Sang i Sommer, da alle Træerne vare grønne og
Solen skinnede saa varmt paa os!" Saa lagde hun sit Hoved op
til Fuglens Bryst, men blev i det samme ganske forskrækket,
thi det var ligesom noget bankede der indenfor. Det var
Fuglens Hjerte. Fuglen var ikke død, den laae i Dvale, og var
nu bleven opvarmet og fik Liv igjen.
Om Efteraaret saa flyve alle Svalerne bort til de varme
Lande, men er der een der forsinker sig, saa fryser den
saaledes, at den falder ganske død ned, bliver liggende, hvor
den falder, og den kolde Snee lægger sig ovenover.
Tommelise rystede ordentligt, saa forskrækket var hun blevet,