Page 55 - H.C: Andersen: Samlede Eventyr

Men det brød Tommelise sig ikke om, hun vilde slet ikke
have Naboen, for han var en Muldvarp. Han kom og gjorde
Visit i sin sorte Fløielspels, han var saa riig og saa lærd, sagde
Markmusen, hans Huusleilighed var ogsaa over tyve Gange
større, end Markmusens, og Lærdom havde han, men Solen og
de smukke Blomster kunde han slet ikke lide, dem snakkede
han ondt om, for han havde aldrig seet dem. Tommelise maatte
synge og hun sang baade "Oldenborre flyv, flyv!" og "Munken
gaaer i Enge," saa blev Muldvarpen forliebt i hende, for den
smukke Stemmes Skyld, men han sagde ikke noget, han var
saadan en sindig Mand.
Han havde nylig gravet sig en lang Gang gjennem Jorden fra
sit til deres Huus, i den fik Markmusen og Tommelise Lov til at
spadsere, naar de vilde. Men han bad dem ikke blive bange for
den døde Fugl, som laae i Gangen; det var en heel Fugl med
Fjær og Næb, der vist var død for ganske nylig, da Vinteren
begyndte, og nu gravet ned, just hvor han havde gjort sin Gang.
Muldvarpen tog et Stykke Trøske i Munden, for det skinner
jo ligesom Ild i Mørke, og gik saa foran og lyste for dem i den
lange, mørke Gang; da de saa kom, hvor den døde Fugl laae,
satte Muldvarpen sin brede Næse mod Loftet og stødte Jorden
op, saa der blev et stort Hul, som Lyset kunde skinne igjennem.
Midt paa Gulvet laae en død Svale, med de smukke Vinger
trykkede fast ind om Siderne, Benene og Hovedet trukne ind
under Fjedrene; den stakkels Fugl var bestemt død af Kulde.
Det gjorde Tommelise saa ondt for den, hun holdt saa meget af
alle de smaa Fugle, de havde jo hele Sommeren sjunget og
qviddret saa smukt for hende, men Muldvarpen stødte til den
med sine korte Been og sagde: "Nu piber den ikke meer! det
maa være ynkeligt at blive født til en lille Fugl! Gud skee Lov,
at ingen af mine Børn blive det; saadan en Fugl har jo ingen
Ting uden sit Quivit og maa sulte ihjel til Vinteren!"