Page 186 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

det stod til, sneg sig i Stilhed frem blandt Menigmand,
førend Kongen fik noget at vide derom; thi Grep straffede
hver den på Livet, som i mindste Måde ymtede om den
Ting, så han fik skræmmet alle fra at angive ham, men efter
at man først havde begyndt at mumle om hans Forbrydelse,
bredte Rygtet sig dog snart; thi det er vanskeligt at få Folk,
som ved Besked om en andens Misgjerning, til at lægge
Dølgsmål på den.
Gunvør havde mange Bejlere, og Grep bad nu for at få
Lejlighed til ved List at hævne sig over, at hun havde afvist
ham, om Tilladelse til at tage Skjøn over dem, idet han
sagde, at den bedste ikke var for god til Prinsessen, og
skjulte sit Nag, for at det ikke skulde mærkes, at det var det,
der drev ham til at søge dette Hverv. Kongen gav ham strax
Lov til at undersøge, hvad de unge Mænd duede til, og
under Påskud af, at han vilde gjøre Gjæstebud for dem,
samlede han alle Gunvørs Bejlere, lod dem dræbe og deres
afhuggede Hoveder stille op rundt om Prinsessens
Jomfrubur andre til Skræk og Advarsel. Alligevel gjorde
dette intet Skår i den Gunst, han stod i hos Frode, hvem han
vedblev at omgås med samme Fortrolighed som hidtil; thi
han indførte den Skik, at når nogen vilde have Kongen i
Tale, skulde han betale derfor, idet han ikke fik Adgang til
ham uden at bringe ham en Gave; det gik nemlig ikke an,
sagde han, at stede nogen for så stor en Konge på den gamle
vante Vis, det burde kun tilstås dem, der lagde den største
Iver for Dagen i Henseende til at bejle til hans Gunst. Ved
denne forstilte Kjærlighed til Kongen søgte han at dæmpe
det Vanry, hans Grumhed havde pådraget ham; Menigmand
sukkede og klagede i Løndom over således at blive pint og
plaget; men ingen turde åbenlyst kære over de onde Tider
eller driste sig til offentlig at føre Klage over den Overlast,
der øvedes, og jo lønligere man bar sin Sorg og Kvide, des
dybere skar den i Hjærtet.
-180-