Page 192 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

rene med, hvad der var for Hånden, og skjønnede, at han
havde for få Skibe, anså han det for rådeligst at tage Vandet
til Hjælp for at berede Fjenden Undergang. Han gik derfor i
en Båd og lod sig lydløst ro hen til de fjendtlige Skibe og
lod ganske stille bore Huller i Plankerne lige nede i
Vandgangen, og da det var gjort, vendte han lige så lydløst
tilbage; han bar sig i det hele taget så forsigtig ad, at ingen
af Vagten mærkede, hverken at han kom eller gik. Da han
roede bort, bragte Vandet, der trængte ind igjennem
Hullerne, lidt efter lidt Odds Skibe til at synke, og da Vandet
overalt stod højt i dem, var de lige ved at gå til Bunds,
hvortil Vægten af Stenene, de var fyldt med, ikke bidrog
lidet. Rorbænkene stod allerede under Vand, og Rælingen lå
lige i Vandspejlet, da Odd, som så', at Skibene på det
nærmeste var ved at gå til Bunds, bød sine Folk øse den
umådelige Masse Vand, de havde taget ind, ud med
Øsekarrene. Medens Søfolkene nu var ivrig i Færd med at
værne de synkende Skibe imod det indstrømmende Vand,
kom Fjenden over dem, og da de nu greb til Våben, trængte
Vandet stærkere ind, så da de lavede sig til at kæmpe, blev
de nødte til at svømme. Det var Vandet og ikke Våben, der
førte den Kamp for Erik, Havet, som han selv havde åbnet
Vejen for og givet Lejlighed til at gjøre Fortræd, stred for
ham, så han syntes ligefrem at kæmpe på Afstand, idet han
havde mere Nytte af Vandet end af Sværdet og fik kraftig
Bistand af Havet. Hans List skaffede ham Sejr, thi de af
Bølgerne overskyllede Skibe kunde ikke stå sig i Kamp.
Odd og hans Mænd blev dræbte, og de, der holdt Vagt, blev
fangne, så at ingen slap bort, som kunde bringe Bud om
Nederlaget.
Da Erik havde vundet denne Sejr, skyndte han sig bort og
lagde ind under Øen Læsø, og da han ingen Levnedsmidler
fandt der, sendte han to af sine Skibe hjem med Byttet, for at
de kunde bringe ham Levnedsmidler til et År til. Selv
-186-