Page 176 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

om Vejledning, og sagde, at det var forstandigt af ham som
et ungt Menneske at ty til en gammel Mands Erfaring, thi
hans Ansigt, der var helt frit for Skrammer og Ar, viste
noksom, at han ikke var synderlig forfaren i den Slags Ting.
Han afridsede derpå, for at begynde Undervisningen med at
bestemme Pladserne, de skulde indtage, på Jorden lige over
for hinanden to Firkanter, en Alen på hver Led, og da han
havde gjort det, tog hver af dem Plads i sin. Så bad Frode
ham, om han ikke vilde bytte Våben og Plads med ham,
hvilket Froger ikke var sen til at gå ind på, thi Frodes Våben
stak ham i Øjnene med deres Glans, hans Hjalte var nemlig
belagt med Guld, og hans Brynje og Hjælm var også
overordentlig strålende og kostbare. Frode tog nu Støv op på
det Sted, Froger havde stået på, i den Formening, at han
derved havde fået Forjættelse om Sejren, hvilket han heller
ikke tog fejl i, thi han fældede strax Froger og vandt således
ved så ringe et Fif det største Ry for Tapperhed; thi hvad
ingen før havde mægtet at udrette ved Styrke, nåede han ved
Snildhed.
Dan III
Så blev Dan Konge. Da han gik i sit tolvte År, kom der
Sendemænd til ham fra Sachserne, som overmodig bød ham
Krig, hvis han ikke vilde betale Skat til dem. Hans
Æresfølelse drev ham til at foretrække Kamp for at betale
Skat, til hellere at falde som en tapper Mand end leve som
en fejg Usling. Da han således havde valgt at kæmpe, lagde
han ind i Elben med så mange Skibe, vel bemandede med
ungt Mandskab, at man lettelig kunde gå over Floden på de
sammenbundne Stævne som på en Bro, og Følgen heraf
blev, at Sachserkongen måtte underkaste sig de Kår, han
selv havde foreskrevet Danskerne.
-170-