Page 193 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

sejlede han bort med kun ét Skib for at søge Lejlighed til at
træffe Kongen. Da han havde lagt til ved Sjælland, gik
Søfolkene i Land og gjorde Strandhug rundt om på Kysten,
thi enten måtte de skaffe sig noget at leve af eller udsætte
sig for at sulte. Det Kvæg, de dræbte, flåede de Huderne af
og lagde Kroppene ned i Skibet. Da de, som ejede Dyrene,
spurgte, hvad der var sket, skyndte de sig at sætte efter
Røverne med en Flåde; men da Erik mærkede, at de var
efter ham, lod han Kroppene sænke ned i Vandet ved Tove
med Bojer ved og skjulte dem således. Da Sjællandsfarerne
nu kom, gav han dem frit Lov til at ransage Skibet for at se,
om der var noget af det, de søgte; Krogene om Bord på et
Skib var for snævre til, at man kunde holde noget skjult der,
sagde han. Da de nu ingen Steds fandt noget, overførte de
deres Mistanke på andre og holdt dem, der virkelig havde
begået Røveriet, for uskyldige deri; thi da de ikke fandt Spor
af Byttet, mente de, at det måtte være andre, der havde
tilføjet dem den Fortræd, og lod de skyldige fare. Da de var
sejlet bort, lod Erik atter Kroppene tage op af Vandet.
Imidlertid havde Kong Frode spurgt, at Odd og hans Folk
var faldne, thi skjønt man ikke vidste, hvem det var, der
havde tilføjet dem dette Nederlag, gik der stort Ry deraf.
Somme sagde dog, at de havde set tre Skibe lægge til Land
og de samme Skibe sejle bort igjen nordpå. Erik lagde nu
ind i en Havn ikke langt fra det Sted, hvor Frode holdt til, og
lige som han gik fra Borde, snublede han og faldt, hvilket
han tog som et lykkeligt Varsel, idet han sagde, at efter
denne ringe Begyndelse vilde der følge de Ting, som var
bedre. Da Grep havde spurgt, at han var kommen, skyndte
han sig ned til Strandbredden, thi han havde hørt, at han var
godt skåren for Tungebåndet, og var opsat på at prøve hans
Ordkløgt, thi Grep selv var mindre veltalende end fræk i sin
Mund og overvandt alle med sin ublu Tunge. Han begyndte
da også Ordskiftet med Skjældsord, idet han tiltalte Erik
-187-