Page 180 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

skille dem ad, begge Dele besørgede hun med sin hvasse
Tunge, hun kunde både sætte Splid imellem Folk og få dem
forligte, det kom hende ud på et, så tvetunget var hun.
Vestmar havde tolv Sønner, af hvilke de tre hed Grep, de var
nemlig Trillinger, og det fælles Navn skulde betegne den
fælles Fødsel; de var overmåde dygtige til at slås både med
Næverne og med Sværd. Til Høvding for Flåden havde
Frode sat en nær Frænde ved Navn Odd. Koll havde tre
Sønner. Kongens Søster hed Gunvør, hun kaldtes på Grund
af sin Dejlighed med Tilnavnet den Fagre.
Da Vestmars og Kolls Sønner endnu var ganske unge og
hidsige af Sind, vendte deres Selvtillid sig til Letsindighed,
så de slog sig på Uterlighed og uhøviske Sæder og
besudlede sig med skammelige Gjerninger; de bar sig
nemlig så frækt og tøjlesløst ad, at de skjændede andre
Folks Hustruer og Døtre og syntes at have bidt Hovedet af al
Skam. De holdt sig hverken fra gifte eller ugifte Kvinder,
ingen kunde vide sin Seng sikker for dem, og der var næsten
ikke det Sted i Landet, hvor deres Løsagtighed ikke havde
sat Spor. Ægtemændene levede i stadig Frygt, og Hustruerne
blev skjændede. Vold og Uret herskede alle Vegne,
Ærbødigheden for Ægteskabet tabte sig, og Voldtægt blev
almindelig; Løsagtighed blev øvet i Flæng uden Hensyn til
Ægteskab, kun øjeblikkelig Vellyst søgte man. Årsagen til
alt dette var Ørkesløshed; thi da de intet andet havde at
bruge deres Legemer til, gav de dem i deres Lediggang
Lasten i Vold. Omsider hørte den ældste af de tre, der hed
Grep, tilsyneladende op med sin Vildskab, idet han nemlig
dristede sig til at søge en Havn for sin omflakkende Vellyst i
Kjærlighed til Kongens Søster. Det var jo nu heller ikke,
som det skulde være, thi ligesom han burde have haft
Skamfølelse nok til at holde sin ustadige og vildfarende
-174-