Page 182 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

tog en Guldkjæde frem, som han lovede hende som
Belønning for Sendefærden - den var mere til Pryd end til
Nytte og bestod af Led med ophøjet Arbejde, imellem hvilke
der var Billeder af Konger, som ved en indvendig Snor
kunde trækkes sammen eller fra hverandre. Også Vestmar
og Koll tillige med deres Sønner fandt han for godt at give
hende med på Færden, fordi han mente, at de ved deres
Kløgt vilde undgå den Tort at få et Afslag.
De rejste altså sammen med Gotvar, og Hunnerkongen
gjorde først et tre Dages Gjæstebud for dem, førend de fik
Lov til at komme frem med deres Ærind; således var det
nemlig i gamle Dage Sæd at tage imod Gjæster. På Gildets
tredje Dag kom Prinsessen frem og gjorde sig behagelig for
Sendemændene ved sin venlige Tale, og hendes fornøjelige
Nærværelse forhøjede ikke lidet Gjæsternes Glæde ved
Gildet. Medens Bægrene blev flittig tømte, åbenbarede
Vestmar hende i skjemtsomme Ord deres Ærinde for i
Fortrolighed at lære Jomfruens Sindelag at kjende, idet han,
for at hun ikke skulde få Anledning til at give ham et Afslag,
foregreb Sendefærdens Ærinde i Ord, der var beregnede på
at vække Latter, og under Gjæsternes Bifald dristede sig til
at begynde en spøgefuld Samtale med hende. Hun sagde, at
hun kun agtede Frode ringe, fordi det skortede ham på
Hæder og Berømmelse. I gamle Dage ansås nemlig ingen
for værdig til at ægte fornemme Kvinder, med mindre han
ved glimrende og udmærkede Bedrifter havde vundet stor
Navnkundighed; Ørkesløshed regnedes for den største Lyde
hos en Bejler, og intet lagdes ham mere til Last end Mangel
på Berømmelse; havde man blot fuldt op af den, ansås man
for rig på alt andet, og Jomfruerne beundrede ikke så meget
deres Elskeres Skjønhed som deres herlige Bedrifter. Da
Sendemændene nu mistvivlede om at nå deres Mål, overlod
de til Gotvars Klogskab at prøve på at føre Sagen videre.
Hun søgte nu ikke blot ved Ord at få Bugt med Jomfruen,
-176-