Page 187 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

Da Kong Gøter af Norge spurgte dette, stævnede han sine
Krigsfolk til Tinge og sagde, at Danskerne var ilde tilfreds
med deres Konge og gjærne vilde have en anden, om der
bød sig Lejlighed dertil; han havde derfor besluttet at falde
ind i Danmark med en Hær; Landet kunde let indtages, når
det blev angrebet; thi Frode var lige så gjerrig, som han
herskede grumt over det. Men så rejste en Mand ved Navn
Erik sig og tog til Orde imod ham. "Det er en bekjendt Sag",
sagde han, "at det for det meste går så, at den mister sit eget,
der står efter andres, og at den, der vil have både i Pose og
Sæk, går glip af begge Dele. Det skal være en stærk Fugl,
der skal tage fra en anden, hvad den har i Kløerne. Du stoler
forgjæves på den Avind, Landsens Folk bærer til ham, thi
sligt hører for det meste op, når Fjenden kommer. Selv om
Danskerne nu synes at være splidagtige, bliver de dog strax
enige om at tage imod Fjenden. Ulv gjør usåttes Svin
forligte. Enhver vil hellere have en Landsmand end en
fremmed til at stå for Styret, og ethvert Land sætter større
Pris på at have en af sine egne end en Udlænding til Konge.
Kong Frode vil derfor heller ikke vente på dig hjemme, men
tage imod dig uden for sit Land. Ørne rives med Kløerne, og
Næbbet plejer Fuglene også at bruge. Du ved selv, at vis
Mand bør være betænkt på ikke at komme til at angre, hvad
han tager sig for. Du har jo fuldt op af gjæve Mænd; hold du
dig derfor i Ro, du kan jo ved andre på det nærmeste forfare,
hvad Krigen vil bringe; lad dine Krigere prøve, hvad Lykke
du har. Tag selv i Fred Vare på din Velfærd, og før din Sag
igjennem uden at udsætte dig selv for Fare. Det er bedre, at
Tjeneren sætter Livet til end Herren. Betjen dig af dine
Krigsfolk som Smeden af sin Tang; han bruger den for ej at
brænde sine Fingre, sålunde skal du også betjene dig af dine
Folk til at skåne og skjærme dig selv". Sålunde talte Erik, og
Gøter undrede sig over, at han, som hidtil havde været anset
for enfoldig, havde givet så fyndigt og smukt et Svar, og gav
ham Tilnavnet den Veltalende, idet han mente at burde
-181-