Page 178 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

store Nederlag, deres Fæller havde lidt, besluttede han ene
at kæmpe med dem alle, for at de ilde medtagne Rester af
hans Hær ikke igjen skulde blive nødte til at udsætte sig for
Fare. Foruden sit modige Hjærte havde han også en Kjortel,
som Sværd ikke bed på, at sætte sin Lid til. Den bar han
både i Slag og Enekamp som Beskyttelse for sit Liv. Han
kom lige så heldigt fra sit Forehavende, som han kjækt gav
sig i Lag med det; thi da Gunholm, efter at Hvyrvil, Buge og
Fanning var faldne, døvede hans Sværd ved Galder, som han
havde for Skik, slog han ham så tit med Fæstet, at han lod
Livet derved, men ved så ivrig at holde om Odden overskar
han Senerne i sin Hånd således, at han bestandig siden
havde krogede Fingre.
Da han en Gang belejrede Dublin, en By i Irland, og
skjønnede, at Murene var for stærke til, at han kunde tage
den med Storm, betjente han sig af den samme List som i
sin Tid Hading og bød sine Folk binde Svampe, de stak Ild i,
til Svalernes Vinger, så de stak Husene i Brand, da de søgte
til deres Reder. Da Byfolkene nu fik travlt med at slukke og
var mere optagne af at få Bugt med Ilden end af at vare sig
for Fjenden, indtog han Dublin. Da han derpå i England
mistede en stor Del af sine Mænd i Slag og skjønnede, at det
vilde falde ham svært at nå ned til Strandbredden, lod han de
faldnes Lig stille op og ordne i Fylking, så det så' ud, som
om der var lige så mange som før, og det ikke var til at se,
hvor stort Skår hans Hær havde lidt. Dette berøvede ikke
blot Fjenden Lysten til at slås, men drev ham endogså på
Flugt.
-172-