Page 197 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

den lider ej vel,
som gjør Træl til sin Ven;
sjælden er Trællen
tro mod sin Herre.
Hertil vidste Grep ikke, hvad han passende skulde svare, og
han gav derfor sin Hest af Sporerne, men da han kom hjem,
fyldte han Kongeborgen med Skrig og Skrål, sagde, at han
var bleven overvunden i Ordkamp, og kaldte alle
Krigsfolkene til Våben, som om han med væbnet Magt vilde
hævne det Nederlag, han havde lidt med Munden, han svor
nemlig på, at han vilde gjøre disse fremmede til Ravneføde.
Kongen rådede ham til at slå koldt Vand i Blodet. "Hastigt
Mod, sjælden god", sagde han, "Hastværk er for det meste
Lastværk; hovedkulds Råd, hovedkulds Gjerning; det
sømmer sig endelig heller ikke, at mange går mod få; og
klog Mand lægger Tømme på sin Harme og siger 'Gjemt er
ikke glemt'." Således nødte Kongen Ungersvenden til at lade
sin hidsige Vrede vige for Fornuften, men det lykkedes ham
dog ikke at bringe den forbitrede Ordkæmpes ophidsede
Sind mere til Ro, end at han i sin Ærgrelse over, at det var
gået ham så ilde i Munddysten, erklærede, at han i alt Fald
vilde have Lov til at hævne sig med Trolddom, siden han
ikke måtte gjøre det med Våben. Da det var blevet ham
tilladt, lavede han sig til igjen at begive sig ned til
Strandbredden med en Flok udsøgte Troldmænd. Først
ofrede han en Hest til Guderne og satte dens afhuggede
Hoved på en Stage efter at have spilet Gabet op på det ved
at sætte Pinde ind imellem Kjæverne i Håb om, at Erik af
Forskrækkelse over dette fæle Syn skulde opgive sit
Forehavende; han troede nemlig, at han og hans Folk var så
uvidende og tåbelige Mennesker, at han kunde skræmme
dem bort med Hestehovedet. Da Erik nu kom op imod dem
og på Afstand fik Øje på Hestehovedet, forstod han strax,
hvad Meningen var med disse fæle Anstalter, og bød sine
-191-