at få en Hud", sagde Frode, idet han åbenbart skosede Erik,
fordi han før var snublet. Men da Erik havde fået Huden, lod
han lave Såler af den til sig og sine Folk og overstrøg dem
med Tjære, som han dryssede Sand i, for at de lettere skulde
stå fast. Efter at have overvejet, hvilket Sted han vilde have
til Kampplads, erklærede han omsider, at han vilde slås på
Isen, eftersom han var ganske ukjendt med Krigsvæsen på
Landjorden, sagde han. Det blev de da enige om, og Kongen
tilstod dem Våbenstilstand, for at de kunde træffe deres
Forberedelser og bød Vestmars Sønner trække sig tilbage,
thi det sømmede sig ikke at jage en Gjæst ud af Huset, om
han så havde gjort sig aldrig så ilde fortjent. Derpå forhørte
han sig om, hvad det blev til med den Straf, han havde
overladt til Dronningen selv at idømme sig, men da hun, i
Steden for at gjøre det, bad om Forladelse for sin Forseelse,
og Erik sagde, at man ofte gjorde bedst i at tilgive Kvinders
Fejltrin, og at man ikke burde straffe dem, når Forbedring
kunde afvende Gjentagelse af Brøden, tilgav Kongen
Hanunde. Da Mørket begyndte at falde på, sagde Erik: "Hos
Gøt er det Skik, at Krigerne, når de skal have noget at leve
af, ikke blot bliver bænkede, men de får også hver sin
bestemte Plads anvist", og Kongen viste dem da til Sæde på
sine Kæmpers Pladser. Så bar Tjenerne Maden frem, men
Erik, som godt vidste, at Kongen var så høvisk, at han ikke
lod Levninger sætte på Bordet, spiste kun en Bid af hvert
Stykke, han tog, og kastede så Resten og kaldte hele Retter
for Stumper. Da det som Følge heraf blev småt med
Retterne, bar Tjenerne andre frem for de sultne og
skamfulde Gjæster, så der gik lige så meget med til dette
ringe Måltid, som der kunde have været gjort stort Gilde
med. Så sagde Kongen: "Har Gøts Kæmper for Skik at kaste
Maden fra sig som gnavede Skorper, når de lige har rørt den,
og at kaste Vrag på helt friske Retter, som om det var de
sidste Rester?" Erik: "Der er ikke noget at sige på Sæd og
Skik i Gøts Gård, dèr går alt høvisk til". Frode: "Så ligner
-196-