Page 199 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

I Hallen brændte der et Bål, hvilket i Betragtning af
Årstiden nok kunde gjøres nødigt; thi Midvinter var lige
netop forbi. På den ene Side af det sad Kongen, på den
anden hans Kæmper. Da Erik tog Plads blandt dem,
begyndte de at hyle på den skrækkeligste Måde. Kongen
bød dem holde op med den Støj og sagde, at Mennesker
ikke burde hyle som Dyr, og Erik tilføjede, at det var
Hundeskik, som det gamle Ord siger: 'Når én Hund tuder,
tuder de alle'; ved deres Lader røbede de alle deres
Herkomst og vedkjendte sig hver for sig den Slægt, de var
af. Da Koll, som havde at tage Vare på de Gaver, Folk
bragte Kongen, spurgte, om han havde noget med til ham,
kom han frem med Isen, som han havde gjemt på Brystet,
og da han rakte ham den tværs over Bålet, lod han den med
Vilje falde i Ilden, så det så' ud, som om det var ham, der
skulde tage imod den, der tabte den ud af Hånden. Alle de
tilstedeværende så' den strålende Klump og troede, at det
var et Stykke rent Metal, der var faldet i Ilden. Erik påstod,
at det var sket ved dens Uagtsomhed, der skulde tage imod
den, og spurgte, hvad Straf han skulde have, fordi han havde
forspildt Kongens Gave. Frode spurgte Dronningen om
hendes Mening, og hun svarede, at det ikke gik an, at
Kongen brød den Lov, han selv havde givet, og som
fastsatte, at den, der forspildte de Gaver, der bragtes ham,
skulde straffes på Livet. De andre sagde også, at den Straf,
Loven fastsatte, ikke burde eftergives, og da det således blev
foreholdt Kongen, at han var nødt til at lade den udføre, lod
han Koll hænge.
Derpå begyndte Frode at tiltale Erik sålunde: "Sig frem, du,
som brasker så kåd og overmodig med dine pyntelige
Talemåder, hvorfra du kommer, og hvorfor du er kommen
hid". "Jeg drog ud fra Rennesø", sagde Erik, "og så satte jeg
mig ved en Sten". Frode: "Hvor begav du dig så hen
derfra?". Erik: "Jeg drog bort fra Stenen på en Bjælke og
-193-