Page 201 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

sagde Erik, "eftersom han ikke kunde sige noget til sit
Forsvar og måtte tilstå, at han var din Hustrus Boler". Så
vendte Frode sig til Hanunde og spurgte, hvad hun sagde til
den Beskyldning, og hun tilstod ikke blot med Ord sin
Brøde, men Skamrødmen, der farvede hendes Kinder, var
også et åbenbart Vidnesbyrd om, at hun var skyldig.
Kongen, som ikke blot hørte hendes Ord, men også så'
Vidnesbyrdet på hendes Åsyn, men som ikke ret vidste,
hvorledes han skulde straffe hende, overlod til hende selv at
idømme sig den Straf, hendes Brøde fortjente. Medens hun
nu i Erkjendelse af, at det var hendes egen Brøde, hun
skulde holde Dom over, længe betænkte sig på, hvilken
Straf hun skulde fastsætte, sprang Grep frem og vilde
gjennembore Erik med sit Spyd for ved Anklagerens Død at
redde sit eget Liv, men Roller faldt over ham med draget
Sværd og gav ham det Banesår, han havde tiltænkt Erik.
"Frænde er Frænde næst, når Nød er på Færde", sagde Erik.
"I Nød skal man kjende sine Venner", sagde Roller. "Jeg
tror", sagde Frode, "at det vil gå jer, som det gamle Ord
siger: "stakket Stund glæder Hånd sig ved Hug'." "Den bør
ej lastes, hvis Gjerning hans retfærdige Sag undskylder",
sagde Erik, "thi der er lige så stor Forskjel mellem, hvad jeg
og Grep har gjort, som mellem Nødværge og Overfald."
Greps Brødre sprang nu forbitrede op og svor på, at enten
vilde de tage Hævn over hele Eriks Flåde eller slås med ham
og ti af hans Kæmper. "Svage Folk må fare med Lempe",
svarede Erik; "den, som har et døvt Sværd, må kun hugge i,
hvad der er blødt og lindt, og den, som har en sløv Kniv, må
hjælpe sig med at skære i Ledemodene. Eftersom nu den,
der er ilde stedt, gjør bedst i at forhale Ulykken, og intet er
heldigere i Modgang end at få Udsættelse, med hvad der
ikke kan være andet, begjærer jeg tre Dages Henstand til at
forberede mig i, forudsat at Kongen vil overlade mig Huden
af en nyslagtet Oxe". "Den, som falder på en Hud, fortjener
-195-