ham nu i Venlighed, og ved at lade, som han ikke forstod
den Uret, Kongen vilde øve imod ham, forvandlede han den
til en Velgjerning og fik Dolken, der skulde have bragt ham
Døden, som en ærefuld Gave; thi hvad Frode havde gjort for
at volde ham Fortræd, gav han Skin af, at det skyldtes hans
Ædelmodighed. Derefter gjorde man sig til gode. Men om
Natten vakte Gunvør i al Stilhed Erik og sagde, at de måtte
fly, "bedst er med hel Vogn hjem at age, mens Legen er
god", sagde hun. Han gik da med hende ned til Stranden,
hvor Kongens Flåde just lå trukken på Land, og den gjorde
han ubrugelig ved at tage Planker ud af Skibssiderne og
sætte løse Planker ind i Stedet, så den skete Skade ikke
kunde ses, og derpå lod han det Skib, han og hans Mænd gik
om Bord i, lægge lidt fra Land. Da Kongen nu vilde til at
forfølge ham med sine ødelagte Skibe, stod Vandet snart helt
op til Tofterne i dem, og skjønt han var temmelig besværet
af sin Rustning, måtte han give sig til at svømme ligesom de
andre og blev mere opsat på at bjærge sit eget Liv end på at
forfølge andre. Stævnene sank under Vand, og Bølgerne
skyllede ind og drev Rorfolkene fra Tofterne. Da Roller og
Erik så' det, sprang de ufortøvet og uden at ænse nogen Fare
i Vandet og svømmede hen og bjærgede Kongen, der lå og
drev om, han havde allerede været tre Gange under Vandet,
da Erik fik Tag i hans Hår og trukket ham op. De andre
skibbrudne druknede eller nåede med Nød og næppe ind til
Land. De tog de våde Klæder af Kongen og gav ham tørre
på i Stedet; han kastede gjentagne Gange en Mængde Vand
op; Stemmen syntes også at svigte ham, han lå blot stadig og
gispede. Omsider fik han dog igjen Varme i Kroppen, og det
bragte Liv i de af Kulden stivnede Lemmer, så han kunde
sidde, men han havde endnu ikke Styrke til at rejse sig. Lidt
efter lidt fik han dog sine gamle Kræfter igjen, og da de
omsider spurgte ham, om han vilde have Liv og Fred, førte
han Hånden op til Øjnene og søgte at få de lukkede Øjenlåg
op, og da han efterhånden var kommen rigtig til Kræfter og
-200-