Page 204 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

lovet, skjønt det snarere må tilskrives moden Overvejelse
end Ustadighed, når man tilbagekalder et tåbeligt Løfte.
Da nu den til Kampen fastsatte Tid var kommen, lod han
ham gå ned til sine Skibe imod at love at komme igjen. Erik
og hans Mænd gik ud på den tillagte Sø, og da de stod godt
fast på deres Såler, fældede de Fjenden, som vaklede og
gled, thi Frode havde bestemt, at ingen måtte komme nogen
af Parterne til Hjælp, om de så var aldrig så ilde farne. Efter
således at have vundet Sejr vendte Erik tilbage til Kongen.
Gotvar var nu meget kjed af, at hendes Sønner var komne så
ulykkelig af Dage, og opsat på at hævne dem, hvorfor hun
sagde, at hun havde Lyst til at holde en Mundkamp med
Erik, hun vilde sætte en svær Halskjæde op imod ham, når
han til Gjengjæld vilde sætte sit Liv på Spil, således at han
vandt Kjæden, i Fald han sejrede, eller skulde lade Livet, i
Fald han kom til kort. Det gik Erik ind på, og Gunvør fik
Halskjæden i Forvaring. Gotvar gjorde ham da på Vers et så
grovt og skammeligt Spørgsmål, at det ikke lader sig sige
for høviske Øren, men han gav hende så grovt Svar på
Tiltale, at hun helt tabte Mælet derved og blev nødt til at
lade ham, hun havde tænkt sig skulde af med Livet, få
Guldkjæden, så i Steden for at få Hævn over sine Sønners
Drabsmand måtte hun af med en kostbar Gave til ham;
hendes Ulykke blev således blot så meget større, og sin
Ondskab kom hun ingen Vegne med, thi først mistede hun
sine Børn, og så kunde hun ikke stå sig imod Erik i Grovhed
og mistede både den kostelige Kjæde og den Løn, hun
havde ventet for sin Veltalenhed; sine Sønners Banemand
måtte hun berige, ham, der havde gjort hende barnløs, måtte
hun belønne og fik ikke anden Mandebod for sine Sønner
end den Tort at have trukket det korteste Strå i Ordkampen
og at blive fattigere på Gods. Da Vestmar så' det, besluttede
han at prøve Kræfter med Erik, der havde vist sig at være
den stærkeste i Munden, og han satte da det Vilkår, at den,
-198-