Page 205 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

der sejrede, skulde have den overvundnes Liv, så at de
begge satte Livet på Spil. Erik vilde ikke vægre sig ved at
tage imod det Vilkår for ikke at få Ord for at være stærkere i
Munden end i Hånden. Kampen gik for sig på den Vis, at de
kæmpende fik en Krans, der var flettet af Vidjer eller Reb,
og den skulde de så trækkes om og med Hænder og Fødder
søge at vriste fra hinanden, og den, som var den stærkeste
og fik revet den fra den anden, tilkjendtes Sejrens Pris. Da
Erik nu tog fat i Kransen, rykkede han så voldsomt til, at
han rev den ud af Hænderne på Vestmar. Da Frode så' det,
sagde han: "Ondt er med Overmand Tov at trække", "Ja",
sagde Erik, "især når man er skjævhalset eller skrutrygget",
og i det samme satte han Foden frem og brød Halsen og
Ryggen på den gamle Mand. Sålunde opnåede Vestmar ikke
den Hævn, han tragtede efter, men fik samme Skæbne som
de, han vilde hævne, og måtte lade Livet ligesom de, hvis
Død han vilde have Oprejsning for.
Frode pønsede nu på at gjennembore Erik ved at kaste en
Dolk efter ham, men Gunvør, som mærkede, hvad hendes
Broder havde i Sinde, varede sin Fæstemand for Faren, idet
hun sagde, at kun den var vis, som varede sig vel. Erik
forstod snildelig denne Advarsel og skjønnede, at der var
Svig på Færde; han sprang strax op og sagde: "Klog Mand
skal Sejr fange, men Fals slår sin Herre på Hals", idet han
således på en fin Måde skosede ham, der pønsede på Svig
imod ham. I det samme kastede Kongen Dolken efter ham,
men da han bøjede sig til Siden, ramte den ham ikke, men
gik ind i Væggen lige overfor. "Gaver skal man række sine
Venner og ikke kaste dem til dem", sagde Erik; "god var din
Gave. om du havde ladet Skeden følge med". Kongen trak
da strax Skeden op af sit Bælte og gav ham den, som han
bad; thi hans Fjendes Sindighed nødte ham til at lade sit Had
fare; således formildede Eriks snilde Forstillelse ham, og det
Våben, han havde kastet efter ham i en ond Hensigt, gav han
-199-