Page 207 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

havde fået Stemmen i sin Magt igjen, tog han til Orde og
sagde:
"Ved det Lys, som mine Øjne opfanger imod min Vilje, ved
Himlen, som jeg kun har liden Glæde af at skue, beder og
besværger jeg eder, at I ikke vil lade mig se den længer. Det
er til ingen Nytte, at I har frelst mig, thi jeg vil dø. Siden det
blev nægtet mig at omkomme i Bølgerne, vil jeg i det
mindste falde for Sværdet. Ingen har overvundet mig, før
jeg nu viger for din Kløgt, Erik, så meget ulykkeligere som
jeg, der hidtil ikke har kunnet besejres af berømmelige
Mænd, nu har måttet bukke under for en Mand af ringe
Herkomst, hvilket er noget, en Konge i høj Grad må
skamme sig over. Alene det er Grund nok for en Høvding til
at søge Døden, thi det sømmer sig, at intet huer ham bedre
end Æren; savner han den, savner han alt; thi det ypperste,
en Konge kan eje, er et berømmeligt Navn. Stor Forstand og
Veltalenhed var mig forundt, men begge disse Fortrin, som
jeg syntes at udmærke mig ved, har jeg nu mistet, og jeg er
så meget ulykkeligere, som det er en Bonde, der har
overvundet mig, som overvandt Konger. Hvorfor skjænker
du den Livet, hvis Ære du har røvet? Min Søster, mit Rige,
Guld og Gods og andet Boskab og hvad der er mere værd
end alt dette, min Anseelse har jeg mistet og er i lige så
mange Måder ulykkelig, som du må holdes for at være
lykkelig. Hvorfor skal jeg overleve så stor en Skjændsel?
Hvilken Lykke skulde Friheden kunne bringe mig, som
kunde udslette Fangenskabets Vanære? Hvad vil Fremtiden
bringe mig, den vil jo kun være præget af Fortidens Ulykke
og kan kun avle langvarig Græmmelse. Hvad nytter det, at
Livet forlænges, når det kun bringer sørgelige Minder? For
den, der har Sorg i Sinde, er intet kjærere end Døden.
Lyksalig er Døden, når en Mand ønsker sig den, thi den
røver ham ikke Livets Sødhed, men tilintetgjør hans Lede
ved det. I Medgang klynger man sig til Livet, i Modgang
-201-