Page 208 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

søger man helst Døden. Intet Håb om bedre Tider driver mig
til at hænge ved Livet. Hvad skulde vel helt kunne
gjenoprette min knuste Lykke? Og nu vilde jeg allerede
have glemt alt dette, hvis I ikke havde bjærget mig, da mit
Liv var i Fare. Om du end gav mig mit Rige tilbage og min
Søster og mit Guld og Gods, min Navnkundighed kan du
dog ikke skaffe mig igjen. Intet, som er flikket sammen, får
nogen Sinde den Glans, det havde, medens det var uskadt; i
lange Tider vil Rygtet mindes, at Frode var Fange. Jeg har
desuden fortjent at falde for eders Hænder, når I betænker al
den Tort, jeg har gjort jer; drager I eder til Minde, hvor
megen Fortræd jeg har voldt jer, vil I angre det, i Fald I nu
gjør vel imod mig; overvejer I, hvor grumt jeg har faret frem
imod jer, vil I skamme Jer over at have hjulpet en Fjende.
Hvorfor vil I skåne den, der har forsyndet sig imod jer?
Hvorfor lægger I ikke Hånd på eders Forfølger? Det er ikke
mer end billigt, at den Skæbne, jeg havde tiltænkt jer,
overgår mig selv. Jeg tilstår, at hvis I var komne i min Magt,
som jeg nu er i eders, vilde jeg ingen Barmhjærtighed have
vist jer. Er jeg end uskyldig, for så vidt som jeg intet har fået
gjort jer, er jeg i alt Fald skyldig, for så vidt som det ikke er
Viljen dertil, det har skortet mig på. Jeg beder jer om at lade
Viljen til at gjøre Fortræd komme over mit Hoved, den
regnes jo dog stundom for at veje lige så meget som
Gjerningen. Nægter I mig at falde for eders Sværd, vil jeg
være Mand for at give mig Døden med egen Hånd".
Hertil svarede Erik: "Guderne forbyde, at du skulde blive
ved så tåbeligt et Forsæt, Guderne forbyde, at du
skammeligt skulde gjøre Ende på det berømmeligste Liv!
De tillader sandelig ikke, at den, som over for andre er god
og gjæv, over for sig selv bliver en unaturlig Morder.
Lykken har fristet dig for at prøve, hvorledes dit Sind er, når
det gjælder om at skikke sig i Modgang, den har ikke styrtet
dig i Undergang, den sætter dig blot på Prøve; du er ikke
-202-