Page 209 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

bleven ramt af nogen Sorg, som Lykken ikke siden kan
udslette; den har kun givet dig en Advarsel, men ikke vendt
sig fra dig. Ingen viser Mådehold i Medgang, når han ikke
har lært at bære Modgang, og desuden skjønner man først
ret på det gode, man har, når man har lært det onde at
kjende; den Gammen, der kommer efter bitre Kår, er så
meget fornøjeligere. Vil du hade Livet, fordi du en Gang har
fået en Dukkert og er bleven våd? Når Vandet kan tage
Modet fra dig, hvordan vil du så rolig kunne stå for
Sværdet? Hvem vil ikke snarere regne dig det til Ære end til
Skam, at du svømmede bort i fuld Rustning? Hvor mange
vilde ikke prise sig lykkelige, om de ikke var mere
ulykkelige end du? Kongemagten har du, din Åndskraft står
i sin fulde Blomst, din Alder er ved at modnes, du kan håbe
at udrette langt mere, end du har udrettet. Vær dog aldrig så
letsindig, at du ikke blot skyr Modgang, men endogså i
Utålmodighed over den får Lyst til at kaste dit Liv bort. Den
kalder jeg den kvindagtigste Mand, der af Frygt for
Modgang taber Modet til at leve. Det er ikke vis Mand, der
har for Skik at unddrage sig Modgang ved at berøve sig
Livet. At hade en anden er tåbeligt, men at hade sig selv er
Vanvid; den Harme, der bliver en selv til Fortræd, duer ikke.
Dersom du selv søger Døden, fordi du har lidt Uret, eller
fordi dit Sind er kommet i en Smule Oprør, hvem skal da
hævne dig? Hvem er så afsindig, at han vil hævne sig for
Lykkens Ustadighed ved selv at gå i Døden? Hvem er så
lykkelig, at han ikke en eller anden Gang rammes af
Modgang? Du har levet uforstyrret og stadig haft Lykken
med dig, og nu, da en Smule Modgang gjør dig Vejen lidt
knudret, vil du tage Livet af dig for at spare dig for den
Smerte. Hvordan skal du i Fremtiden kunne bære alvorlig
Modgang, når du taber Tålmodigheden over for så lidt. Den
har intet smagt, som aldrig har smagt Sorgens Kalk; den,
som aldrig har prøvet det tunge, vil ikke kunne nyde det
lette med Måde. Vil du, som burde være et Mønster på Mod,
-203-