Page 213 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

lyver Rygtet, dig har jeg gjort mig falske Tanker om. Jeg
troede, jeg havde ægtet en trofast Mand, nu skjønner jeg, at
den, jeg håbede at kunne lide fuldt og fast på, er ustadigere
end Vinden", og da hun havde sagt det, brast hun i heftig
Gråd. Det huede Erik vel, at hans Hustru tog så stærkt på
Veje, Han omfavnede hende strax og sagde: "Jeg vilde blot
vide, hvor stor din Troskab var. Intet uden Døden har Ret til
at skille os ad, men Gøter har nu alligevel i Sinde at røve dig
fra mig og tage din Kjærlighed som en Fribytter. Når han nu
har fuldbyrdet sit Røveri, skal du lade, som om det er sket
med din gode Vilje, men trække Brylluppet ud, til han har
givet mig sin Datter i dit Sted; når det sker, vil Gøter og jeg
så holde Bryllup på en og samme Dag. Så må du sørge for,
at vi kommer til at holde Gjæstebud i to forskjellige Stuer,
som støder op til hinanden med en Væg imellem, for at du
ikke, når du har mig for Øje, skal støde Kongen for Hovedet
ved at se for koldsindig på ham. Det, jeg har i Sinde skal
nok vise sig i Stand til at gjøre Røverens Anslag til intet".
Derpå bød han Brak at lægge sig i Baghold i Nærheden af
Kongeborgen med en udsøgt Skare af hans gjæveste Mænd,
så at han kunde komme ham til Hjælp, når det gjordes
nødigt.
Derpå tog han Roller med og gav sig, idet han lod, som han
var bange, på Flugt på sit Skib med sin Hustru og alt sit
Boskab for at lokke Kongen ud. Da han så', at Gøter satte
efter ham med sin Flåde, sagde han: "Se, hvorlunde Svigens
Bue afskyder Forræderiets Pil!", råbte strax på sine Søfolk
og lod Skibet vende. Da Gøter var kommen tæt hen til ham
og spurgte, hvem der var Styrismand om Bord, svarede han,
at det var Erik. Så råbte Kongen over til dem og spurgte, om
det var ham, der ved sin vidunderlige Veltalenhed målbandt
alle andre, og Erik svarede da, at han selv i sin Tid havde
givet ham Tilnavnet den Veltalende, og at han ikke havde
fået det Kjendingsnavn for ingenting. Så lagde de begge til
-207-