med dem, han skulde slås med, om hvor mandstærke de
havde Lov til at møde. Han skulde derfor undgå den Fare og
sørge for sin Sikkerhed ved at bede Stærkodder, som holdt
til ovre hos Svenskerne, om at komme ham til Undsætning,
han plejede altid at hjælpe Folk, der var stedt i Vånde, og
førte tit ved at tage en Hånd i med Ting, der så' bedrøvelige
ud, til en lykkelig Ende. Dette Råd huede Helge vel, og med
et lidet Følge begav han sig da til Sverige. Da han kom til
Upsal, som er den ypperste By i det Land, blev han selv
udenfor, men sendte en ind, som skulde føle sig for hos
Stærkodder ved at hilse ham høvisk og byde ham til Gjæst
ved Frodes Datters Bryllup. Den Høflighed tog Stærkodder
nu såre fortrydelig op, som om det ligefrem var en
Fornærmelse; han så' hvast på den unge Mand og sagde, at
hvis han ikke havde nævnt hans dyrebare Frodes Navn,
skulde han være kommen til at bøde, fordi han kom med
sådan tåbelig Besked til ham og bildte sig ind, at Stærkodder
havde for Skik som en Hofnar eller Snyltegjæst at løbe efter
Osen fra et fremmed Kjøkken for fin Levemådes Skyld. Da
Tjeneren kom tilbage med den Besked, begav Helge sig til
Kongeborgen, hilste den gamle i Frodes Datters Navn og
bad ham være hans Stalbroder i den Kamp, han var bleven
udæsket til, han mente nemlig, at hans egne Kræfter ikke
vilde forslå dertil, eftersom der ikke i den Aftale, der var
bleven gjort, var bleven truffet nogen sikker Bestemmelse
om, hvor mange han skulde slås med. Da Stærkodder havde
fået at vide, når og hvor Kampen skulde stå, optog han ikke
blot hans Begjæring vel, men satte Mod i ham ved at love
ham sin Bistand og bød ham drage tilbage til Danmark med
sit Følge, selv vilde han så skyde Gjenvej did ad Lønstier,
sagde han. Helge drog da bort, og nogle Dage efter gav
Stærkodder sig på Vej, og kan man tro, hvad Rygtet
fortæller, skal han have skyndt sig så stærkt, at han på én
Dag tilbagelagde lige så stort et Stykke Vej som de, der var
rejst forud for ham, brugte tolv Dage til, så det traf sig så, at
-276-