Page 322 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

Sivald
Sivald havde en Datter, der hed Syrithe og var så overvættes
blufærdig, at skjønt hun formedelst sin Skjønhed havde en
stor Mængde Bejlere, lod det til, at ingen af dem kunde få
hende til blot så meget som at se på sig. Stolende på denne
sin Selvbeherskelse bad hun sin Fader give hende den til
Husbond, som ved sine fagre Ords Sødhed kunde opnå et
Blik af hende. I gamle Dage plejede nemlig Pigernes
Selvbeherskelse hos os mægtig at tæmme frække Mænds
Blik, for at Sindets Renhed ikke skulde besmittes af den
Frihed, Øjnene tog sig, og man lagde Vind på, at Ansigtets
Blufærdighed bar Vidne om Hjærtets Kyskhed. Nu var der
en Mand ved Navn Ottar, Ebbes Søn, som stadig brændte af
Begjærlighed efter at bejle til denne Jomfru, hvad enten det
nu var hans store Bedrifter eller Tillid til hans Veltalenhed
og høviske Væsen, der opflammede ham, men skjønt han
ved at opbyde alle sin Ånds Kræfter søgte at formilde
hendes Blik, kunde han med al sin Kunst ikke få hende til at
slå Øjnene op, og han drog bort undrende sig over hendes
Strængheds uovervindelige Standhaftighed. Så var der en
Jætte, som var opsat på det samme, og da han skjønnede, at
han heller ingen Vegne kunde komme med hende,
underkjøbte han en Kvinde, som efter at have vundet
Jomfruens Fortrolighed en Tid lang tjente hende som Terne
og omsider fik lokket hende langt bort fra hendes Faders hus
ved listig at dreje om ad en Sidevej, hvorpå Jætten strax
styrtede frem og bortførte hende til en Bjærgegns snævreste
Afkroge. Andre holder for, at han selv falskelig påtog sig en
Kvindes Skikkelse og ved stadig at øve sine listige Kunster
fik Pigen lokket bort fra Hjemmet og så til sidst bortførte
hende. Da Ottar spurgte det, gjennemsøgte han Bjærgets
Afkroge for at finde Jomfruen, og da han havde fundet
hende, slog han Jætten ihjel og førte hende bort med sig,
men Jætten havde med sådan Flid bundet Pigens Hår, at de
var helt filtret ind i hinanden og ligesom dannede en
-316-