Page 42 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

Jeg er stor,
når stor jeg vil være,
når det mig lyster,
liden jeg er.
Højt mod Himlen
mit Hoved jeg hæver,
og liden jeg bliver
som Barn ved Brystet.
Lydig mit Legem
lystrer mit Bud,
strækker sig ud
eller skrumper sig sammen.
Vil Mand med Vold
min Vilje tvinge,
rejser jeg mig,
så ræd han flyer;
giver jeg Mand
min Gunst og Gammen,
gjør jeg mig favr
og fin og lille.
Ved således at lokke for ham fik hun Hading til at tage
hende i Favn, og så stor var den Elskov, hun bar til ham, at
da han fik Lyst til at besøge sit Fædreland, betænkte hun sig
ikke på at klæde sig i Mandsklæder og følge med ham for at
kunne have den Lykke at dele Farer og Gjenvordigheder
med ham. Som de nu således rejste sammen, søgte de en
Gang Ly for Natten i et Hus, hvor Manden var død, og
Husets Folk under Gråd og Klage var i Gang med at holde
hans Ligfærd. Hartgrepe fik da Lyst til at øve sine
Trolddomskunster på den Døde for at tvinge ham til at sige,
hvad Skæbnen havde beskikket dem. Hun ristede ramme
Runer på Træ og lod Hading lægge det under Ligets Tunge,
-36-