Page 52 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

varede, kom hans Krigsfolk i den yderste Nød, så de måtte
æde Paddehatte, som voxede i Skoven, ja de måtte for at
stille Sulten ty til Hestekjød og Hundeådsler, ja, de blev
endogså nødte til at æde Menneskekjød. Da Danskerne
således var bleven drevne til den yderste Fortvivlelse, hørtes
der om Natten i Lejren en Røst, som kvad, uden at nogen
vidste, hvorfra den kom:
I usæl Stund
stævned I hid,
Ve og Vånde
vil den jer volde.
Fremmed Folk,
som fejder her,
får kun hårde
Hug, ej Hæder.
Svenske Sværd
skal svide jer sårt,
mod dem ej Skjolde
skjærme Ryggen.
Hvo ikke falder
fejgt må fly
og vigende Mænd
til Værn ej due.
Sveriges Svende
svigter ikke,
Landet de værne
med Våben og Værge.
Dårer er I,
kun Død jer venter,
Sul I savne,
og Sejr få vi.
-46-