Kort dem Tiden
med Kvad og Sagn,
til mætte af Mjød
og Mad de døse.
Med Søvntorn jeg selv
i Søvn dem stinger;
bryd da de Bånd,
de bandt dig med.
Lidet du ænse
Løven, du møder,
let din Glavind
dens Grumhed tæmmer;
jag det kjækt
i dens Hjærte ind,
tag en Brad af dens Kjød,
og dens Blod du drikke.
Kræfter du får da,
Kæmpekræfter,
som ingen Sinde
du åtte dem før.
Som Stål sig spænde
de stærke Sener,
Musklerne hærdes
som hårde Stene.
Da han havde kvædet dette, satte han atter Hading op på
Hesten foran sig og slog sin Kappe om ham. Som han nu
sad der, højlig forundret over alt dette og ikke helt fri for at
være ræd, kigede han ud igjennem et Hul i Kappen og så'
da, at Hesten fløj hen over de vildene Vover, men den gamle
lod ham strax vide, at det måtte han ikke, og fuld af
Forundring over, hvad han havde set, tog han da Øjnene til
sig og så' sig ikke mere om, så længe den grufulde Færd
-39-