Page 48 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

død, kom det ret for Dagen, hvilken skjændig Karl han var,
thi enhver, som kom hans Grav nær, døde pludselig, og der
stod sådan Pest af ham efter Døden, som om han vilde
hævne sig på dem der havde undlivet ham, at hans
Eftermæle næsten blev værre end det Ry, han havde vundet i
levende Live. Landsens Folk, som havde stor Fortræd heraf,
tog da hans Lig op af Graven, huggede Hovedet af det og
jog en Pæl igjennem Brystet på det, og det hjalp.
Da Odin var vendt tilbage fra sin Landflygtighed, efter at
hans Hustru var død, hvorved han igjen kom til sin gamle
Anseelse og ligesom fik den Plet aftvættet, der var bleven
sat på hans Guddomsære, tvang han alle dem, som under
hans Fraværelse havde tiltaget sig guddommelig Anseelse,
til at opgive den som noget, der ikke tilkom dem, og
splittede ved sin Guddomsglans de Bander af Troldmænd,
der havde samlet sig, ligesom Solen spreder Tågerne. Og
han tvang dem ikke blot til at aflægge deres
Guddomsværdighed, men også til at rømme af Landet, idet
han holdt for, at de, der uden Ret prøvede på at trænge sig
ind i Himlen, fortjente at udryddes af Jorden.
Imidlertid havde Asmund, Svibdags Søn, grebet til Våben
imod Hading for at hævne sin Fader. Da han midt under
Kampen fik at vide, at hans Søn Henrik, hvem han elskede
højere end sit eget Liv, tappert kæmpende var falden i
Slaget, blev han led ved Livet og gav sin Sorg Luft i dette
Kvad:
Hvem skal Våben
og Værge jeg give?
lidet mig båder
Brynje at bære.
Leve længer
ej lyster mig nu,
-42-