"
Ve mig ulykkelige, hvis ædle Byrd skjændes af et ulige
Giftermål! Ve mig ulykkelige, hvis Stamtræ er bleven
plantet ud i en Bondes Abildgård! Jeg ulyksalige
Kongedatter, som ved mit Giftermål er bleven lig en ganske
almindelig Kvinde! Er jeg ikke at ynke, en Kongedatter,
hvis Kyskhed en ligegyldig Fader har givet til Pris for en
ussel, foragtelig Mands Favntag! Et Ulykkesbarn fødte du til
Verden, Moder, thi min Ægteseng gjorde det af med min
Lykke, mit rene Legeme tager en skidden Bonde i Favn, min
Værdighed må bøje sig for en uværdig, min ædle Byrd
udslettes af mit Giftermål. Men hvis der er Ære skabt i dig,
Guttorm, hvis du har Mands Mod og Hjærte, hvis du vil vise
dig værdig til at være en Konges Måg, så riv Scepteret ud af
min Faders Hånd, bød på din usle Byrd ved ædelt Sind, på
dit lave Stamtræ ved Mandemod og på dit dårlige Blod ved
et stort Hjærte. Den, som vinder Hæder og Ære ved mandig
Dåd, er lykkeligere end den, der tager den i Arv; det er bedre
at nå Ærens Tinde ved Bedrifter, end fordi man er sin Faders
Søn; den Hæder, man vinder ved Dåd, klæder bedre end
den, man har sin Fødsel at takke for. Desuden er det ingen
Synd at rydde en gammel Mand af Vejen, som er lige ved at
falde sammen af sig selv. Min Fader har længe nok båret
Scepteret. Benyt dig af hans Alderdom til at tage det; gjør du
det ikke, får en anden det. Gammel Mand går på Gravens
Bred. Længe nok har han stået for Styret, nu bør du tage det.
Jeg vil også hellere have min Mand end min Fader til
Konge. Hellere en Konges Hustru end en Konges Datter!
Hellere vil jeg favne en Konge end æres som en Konges
Datter, hellere være en Konges Hustru end hans Undersåt.
Du bør også selv foretrække at se Scepteret i din egen Hånd
frem for i min Faders. Enhver er sig selv nærmest, det er så
Naturens Orden. Det vil være en let Sag at sætte det i Værk,
når du blot har Viljen dertil. Snildhed overvinder alt. Vi
bereder et Gjæstebud, sørger for alt på bedste Måde og
indbyder min Fader. Ved forstilt Venlighed baner vi Vejen
-56-