Page 67 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

dens Bug, til han fandt det bløde Sted, og dèr jog han sit
Glavind ind. Udyret vilde hævne sig på ham ved at bide,
men alt, hvad det mægtede, var at jage sin tornede Bråd i
hans Skjold; derpå lod det Tungen spille adskillige Gange,
spyede Edder og opgav med det samme Ånden.
Det var en såre stor Skat, Kongen fandt, og han rustede nu
en Flåde og sejlede til Kurland. Kongen der - Dorne hed han
- siges i sin Skræk for den farlige Krig, der forestod, at have
talt sålunde til sine Krigsfolk: "I gode Mænd! denne Fjende,
som kommer fra fremmed Land med næsten al Vesterlands
Våbenmagt, ville vi søge Frelse for ved at forhale Tiden og
lade Sult gjøre det af med ham. Sult er en indvortes Syge,
som det vil falde ham tungt at få Bugt med. Sulten Mand er
let at slå. Vi kan bedre overvinde denne Fjende med Sult end
med Våben, den er det hvasseste Spyd, vi kan såre ham
med. Hungersnød avler Sot, som tærer på Kræfterne. Når
det skorter på Mad, nytter det kun lidet at have fuldt op af
Våben. Medens vi selv holde os i Ro, skal Sulten kæmpe for
os. Sålunde bringe vi dem i Fare, medens vi selv er uden
Fare, og Dage uden Blodsudgydelse. Vi har Lov til at
besejre vor Fjende ved at ligge stille. Hvem vil hellere
kæmpe således, at han lider Skade derved, end således, at
han er i Sikkerhed? Hvem vil selv kalde Ulykken ned over
sit Hoved, når han kan være skadesløs? Vore Våben vil have
mere Udsigt til Sejr, når Hungersnøden først har kæmpet for
os. Med den i Spidsen vil vi holde vort første Slag. I vor
Lejr skal alt være stille og roligt, Sulten skal kæmpe for os,
først når de få Bugt med den, vil vi ikke længer holde os i
Ro. Den, som er mat og mødig, bukker let under for den, der
har sine Kræfter i Behold; en vissen Hånd duer ilde til at
føre Våben; den, som er medtagen af Nød og
Gjenvordigheder, er sløj til at slås. Sejren er snart vunden,
hvor en sund og stærk Mand kæmper med en, der er mat og
udtæret. Således kan vi, selv uskadte, volde vore Fjender
-61-