Page 55 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

Hading gav sig nu på Hjemvejen, og det gik i alle Måder,
som Kvinden havde spået; hvor han kom, satte han alting i
Oprør. Da han var på Søen, rejste der sig et forfærdeligt
Uvejr, som ødelagde hans Flåde, og da han som skibbruden
Mand havde søgt Tag over Hovedet, ramlede Huset
pludselig sammen over ham. Al den Fortræd fik først Ende,
da han havde sonet sin Synd ved Ofre, og Guderne igjen
havde taget ham til Nåde. For at forsone dem ofrede han sort
Kvæg til Guden Frø. Dette Sonoffer bragte han hvert År og
hans Efterkommere ligeså. Svenskerne kaldte det Frøblot.
Nu spurgte Hading, at Ragnhild, en datter af Nithernes
Konge Hagen, var bleven lovet bort til en Jætte, hvilket han
fandt så uværdigt, at han besluttede at forhindre dette
vederstyggelige Ægteskab ved en ædel Dåd og drog til
Norge og dræbte den kongebårne Jomfrus lede Fæstemand.
Så højt satte han nemlig Manddomsgjerninger over Fred og
Ro, at, skjønt han kunde have levet i kongelig Herlighed,
var det hans største Lyst at hævne og hindre Uret, og det
ikke blot den, der blev øvet imod ham selv, men også imod
andre. Jomfruen, som ikke vidste, hvem hendes Velgjører
var, gjorde sig al sin Flid, med at læge de mange Sår, han
havde fået, og for at have et Mærke, hvorpå hun kunde
kjende ham senere hen i Tiden, lagde hun en Ring i et Sår på
hans ene Skinneben. Da hendes Fader senere en Gang holdt
Gilde og gav hende Lov til at vælge sig en Mand blandt
Gjæsterne, følte hun de unge Mænd på Benene for at finde
den, hun havde mærket, og da hun således ved Hjælp af
Ringen havde kjendt Hading, ænsede hun ingen anden, men
faldt ham strax om Halsen og tog den til Mand, der ikke
havde villet finde sig i, at Jætten fik hende.
Medens Hading opholdt sig der, oplevede han en sælsom
Hændelse. En Gang som han sad ved Nadverbordet, så' han
-49-