Rygte udsprede, at han var død; for at gjøre det så meget
troligere lod han sin Ligfærd holde og opkaste en Gravhøj,
og selv de af hans Krigsfolk, der vidste Besked, lod, som om
de sørgede over deres Konges foregivne Død. Det Rygte
gjorde Kong Vespasius så tryg, som om han alt havde
vundet Sejr; han blev så dorsk og ligegyldig for Byens
Forsvar, at hans Fjender snart så' deres Snit til at bryde ind i
den og dræbte ham, medens han sad med Hænderne i
Skjødet optagen af Leg og Lystighed.
Da han havde indtaget denne By, gjorde Frode sig Håb om
at underlægge sig hele Østerleden, og han lagde sig nu for
Kong Handvans By. Det var den, som Hading i sin Tid
havde stukket i Brand, og Handvan, som var bleven klog af
Skade, havde ladet alle Fugle, som byggede Reder under
Tagene, udrydde, for at den ikke mere skulde være udsat for
at blive ødelagt på den Måde. Men Frode fandt på en ny
List. Han iførte sig Kvindeklæder og gav sig ud for at være
en Skjoldmø og kom ind i Byen under Påskud af, at han var
Overløber. Han undersøgte nøje alt der inde, og Dagen efter
sendte han en, han havde med sig, ud med Bud om, at
Hæren skulde samles ved Murene, så skulde han nok sørge
for, at Portene blev lukket op. Det lykkedes ham at narre
Vægterne, og da Byens Folk lå i deres sødeste Søvn, fik de
Straf for deres Ligegyldighed, idet Byen blev hærjet, mere
som Følge af deres egen Uagtsomhed end af Fjendens
Tapperhed. I Krig er nemlig intet farligere end at opgive al
Frygt og slå sig til Ro, således at man i alt for stor Tryghed
lader alt gå, som det bedst kan. Da Handvan så', at det var
ude med hans Land, lod han sine kongelige Klenodier
bringe om Bord på nogle Skibe, som han derpå lod bore i
Sænk, thi han vilde hellere, at de skulde blive Havets end
Fjendens Bytte, skjønt det havde været bedre, om han ved at
skjænke dem til sine Fjender havde vundet deres Gunst, end
at han ikke undte nogen at have Nytte af dem. Da Frode
-64-