Page 76 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

spurgte ham, hvorfor han sådan luskede om ad alskens
Krogveje, svarede han hende med det samme Spørgsmål, thi
Svanhvide var også gået ene ud i en Båd ved Nattetid og
roede hid og did. Hun forestillede nu sin Broder, hvorledes
han hidindtil havde ladet hende have sin fulde Frihed, og
bad ham så mindelig om, at han vilde tillade hende at leve
med den Husbond, hun havde valgt sig, og godkjende, hvad
der var sket, eftersom han selv, da han drog i Krig med
Russerne, havde givet hende Lov til at gifte sig, med hvem
hun vilde. Ved disse ikke ubillige Bønner lod Frode sig
bevæge til at slutte Fred med Regner og tilgav den Overlast,
han mente, hans Søster ved sin Selvrådighed havde tilføjet
ham, og da de gav ham lige så mange Folk med, som han
havde mistet, glædede han sig over, at det stygge Nederlag,
han havde lidt, var blevet opvejet ved en smuk VelgJerning.
Da han kom tilbage til Danmark, blev Ubbe, der var bleven
tagen til Fange, ført frem for ham. Han foretrak at tilgive
ham frem for at lade ham lide den Straf, han havde fortjent,
eftersom det mere var hans Hustrus Tilskyndelse end hans
egen Begjærlighed, der havde drevet ham til at bemægtige
sig Riget, så han ikke så meget syntes selv at være
Ophavsmand til denne Misgjerning, som at have gået en
andens Ærind. Ulvilde straffede han ved at give hende en
anden Mand, tog hende fra Ubbe og nødte hende til at ægte
hans Ven Skotte, efter hvem Skotterne har fået Navn. Han
lod hende kjøre bort i sin kongelige Vogn og gjengjældte i
alle Måder ondt med godt, idet han mere tog Hensyn til sin
Søsters Herkomst end til det Sindelag, hun havde lagt for
Dagen, mere til sit eget Eftermæle end til hendes Slethed.
Hendes Broders Velgjerninger kunde dog ikke få hende til at
opgive sit indgroede Had, og hun overhængte stadig sin nye
Mand for at få ham til at slå Frode ihjel og bemægtige sig
Danmarks Rige, thi det går jo så, at sent man glemmer, hvad
ung man nemmer, den, som pønser på ondt, arges, som han
-70-