Page 78 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

og gik løs på England. Da han havde overvundet Kongen
der, gik han imod Melbrik, der var Høvedsmand i Skotland,
men just som han skulde til at yppe Krig med ham, fik han
af en Spejder Nys om, at Englandskongen var lige i Hælene
på ham, og da han ikke på én Gang kunde angribe dem, han
havde foran sig, og værge sig mod dem, der vilde falde ham
i Ryggen, kaldte han sine Krigsfolk sammen og bød dem
lade deres Vogne i Stikken, kaste fra sig, hvad de førte med
af Bohave, og strø alt det Guld, de havde, rundt omkring på
Markerne. Det var den eneste Udvej, de havde, sagde han,
der var ikke andet at gjøre end at lokke Fjenden til at
tilfredsstille sin Havesyge i Steden for at bruge sine Våben.
De burde nu, da den yderste Nød krævede det, villig give
Afkald på det Bytte, de havde hentet i fremmede Lande, så
meget mere som Fjenderne sikkert vilde få lige så travlt med
at kaste det fra sig igjen, som de i deres Griskhed havde haft
med at sanke det op, da det snarere vilde blive dem til Byrde
end til Gavn.
Så tog en Mand ved Navn Torkel, der var gjerrigere og også
bedre skåren for Tungebåndet end de andre, til Orde efter at
have taget sin Hjælm af og støttende sig til sit Skjold: "Dit
strænge Bud går de fleste af os nær til Hjærte, Konge, thi vi
sætte stor Pris på, hvad vi have vundet med vort Blod. Man
kaster nødig bort, hvad man har erhvervet ved at udsætte sig
for de største Farer, og giver ikke villig Afkald på, hvad man
har opnået ved at sætte Livet på Spil. Det er den største
Tåbelighed på Kvindevis at agte det ringe, man har
erhvervet sig ved Mandemod og Kæmpehånd, og at byde
Fjenden Skatte, han aldrig har gjort sig Håb om. Kan noget
være usømmeligere end at foregribe Krigslykken ved at
kaste Vrag på det Bytte, vi har vundet, og at give Slip på et
sikkert Gode, vi har i vore Hænder, af Frygt for et tvivlsomt
Onde? Endnu har vi ikke set noget til Skotterne, og så
skulde vi så vort Guld på Markerne? Hvad vil man regne os
-72-