Page 80 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

lettere ved at bære deres Våben. De rykkede nu længere
frem, og Englænderne, som var efter dem, spredte sig for at
samle Byttet, de havde strøet ud for alle Vinde. Da deres
Konge så', at de var så overvættes ivrige efter at sanke
Guldet op, bød han dem tage sig i Vare for, at de ikke fik
Hænderne, som de skulde slå fra sig med, alt for fulde; de
vidste nok, sagde han, at Sejr må vindes, før Skat kræves;
derfor burde de vrage Guldet og forfølge dets Ejermænd,
ikke tragte efter det blinkende Malm, men efter den
strålende Sejr; bedre at gribe efter Hæder og Ære end efter
Guld og Gods. Når de ret overvejede begge Dele, måtte de
også skjønne, at Tapperhed er mere værd end Guld, thi
Guldet tjener kun til udvortes Pryd, men Tapperhed giver
både den indvortes og den udvortes Pryd Værd. Derfor
skulde de vende deres Øjne fra Guldet, lade deres Griskhed
fare og kun tænke på at kæmpe. Desuden måtte de indse, at
når Fjenden havde kastet sit Guld bort, havde han gjort det
med Vilje, han havde strøet det ud for at lokke dem i en
Fælde, og ikke for at de skulde have Gavn deraf, og om
Sølvet end skinnede nok så uskyldig, kunde de være visse
på, at der stak Svig under, thi ingen skulde få ham til at tro,
at de, som før havde drevet de tapre Briter på Flugt, nu selv
flyede. Intet var desuden foragteligere end det Guld og
Gods, der blot gjør den, som grisk griber efter det, til Træl,
medens han bilder sig ind, at det gjør ham rig. Det var
Danskernes Agt med Død og Undergang at straffe dem, som
de syntes at byde deres Guld, så hvis de tog det, vilde de
blot snart efter komme til yderligere at berige Fjenden; lod
de sig dåre af det Gulds Glans, som lå der på Alfarvej. vilde
de ikke blot gå Glip af det, men også miste, hvad de endnu
havde tilbage. Hvad Nytte var det til at sanke det op, som de
strax vilde blive nødte til at give Slip på igjen? Men hvis de
nu ikke lod dette Guld vinde Sejr over dem, vilde de sikkert
vinde Sejr over Fjenden. Derfor burde de hellere som tapre
Mænd hige efter Ære end nedværdige sig ved Griskhed,
-74-