Page 81 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

ikke lade sig trække ned af Havesyge, men med ophøjet
Mod gribe efter Æren; med Våben, ikke med Guld, skulde
der kæmpes.
Da Kongen havde endt sin Tale, tog en engelsk Ridder til
Orde, idet han viste alle, hvorledes han havde hele Favnen
fuld af Guld. "Din Tale røber to Ting, Konge", sagde han,
"for det første, at du er bange, og for det andet, at du ikke
under os det godt, eftersom du af Frygt for Fjenden forbyder
os at røre Guldet og hellere vil, at vi, dine Krigsfolk, skal
være fattige end rige. Kan noget være styggere end sådant et
Sindelag? Kan noget være dummere end sådant et Forbud?
Vi ser vort eget Guld og Gods ligge her, og det skulde vi
betænke os på at tage! Skulde vi nu, da det kommer tilbage
af sig selv, lade det ligge, som vi drog ud for at tage tilbage
med Våben i Hånd, og rede til at kjøbe tilbage med vort
Blod ? Skulde vi betænke os på at tage, hvad der med Rette
tilhører os? Hvem er mest ræd, den, der kaster det fra sig,
han har vundet, eller den, der ikke tør sanke det op? Se, her
har Lykken givet os tilbage, hvad Nøden tvang os til at give
Slip på. Dette Bytte tilhører os, ikke Fjenden, Danskerne har
ikke bragt Guld til England, men ført Guld bort derfra. Skal
vi nu da vi kan få det igjen for intet, kaste Vrag på, hvad vi
nødig og nødtvungne lod tage fra os? Det er skammeligt at
se surt til sådan en Lykkens Gunst og Gave. Kan der tænkes
noget tåbeligere end at begjære forbudent Guld og Gods, der
holdes under Lås og Lukke, og ikke agte det, der ligger på
Alfarvej, for værd at tage op? Skal vi lade hånt om det, der
ligger lige for vore Øjne, og gribe efter det, vi har ondt ved
at få fat på? Skal vi holde Hænderne fra det, der er lige til at
tage, og søge det, der er langt borte og i fremmedes Vold?
Hvornår skal vi gjøre Bytte hos andre, når vi lade det, der
hører os til, gå fra os? Gid Guderne aldrig må blive mig så
gramme, at jeg skal lade mig tvinge til, når jeg har Favnen
fuld af Guld og Gods, som jeg har arvet efter min Fader og
-75-