Page 104 - H.C: Andersen: Samlede Eventyr

Sang og Lystighed, sad hun bedrøvet i sin lille Have. Da hørte
hun Valdhorn klinge ned igjennem Vandet, og hun tænkte, "nu
seiler han vist deroppe, ham som jeg holder mere af end Fader
og Moder, ham som min Tanke hænger ved og i hvis Haand jeg
vilde lægge mit Livs Lykke. Alt vil jeg vove for at vinde ham
og en udødelig Sjæl! Mens mine Søstre dandse derinde i min
Faders Slot, vil jeg gaae til Havhexen, hende jeg altid har været
saa angest for, men hun kan maaske raade og hjælpe!"
Nu gik den lille Havfrue ud af sin Have hen imod de
brusende Malstrømme, bag hvilke Hexen boede. Den Vei
havde hun aldrig før gaaet, der voxte ingen Blomster, intet
Søegræs, kun den nøgne graae Sandbund strakte sig hen imod
Malstrømmene, hvor Vandet, som brusende Møllehjul,
hvirvlede rundt og rev alt, hvad de fik fat paa, med sig i Dybet;
midt imellem disse knusende Hvirvler maatte hun gaae, for at
komme ind paa Havhexens Distrikt, og her var et langt Stykke
ikke anden Vei, end over varmt boblende Dynd, det kaldte
Hexen sin Tørvemose. Bag ved laae hendes Huus midt inde i
en sælsom Skov. Alle Træer og Buske vare Polyper, halv Dyr
og halv Plante, de saae ud, som hundredhovede Slanger, der
voxte ud af Jorden; alle Grene vare lange slimede Arme, med
Fingre som smidige Orme, og Leed for Leed bevægede de sig
fra Roden til den yderste Spidse. Alt hvad de i Havet kunde
gribe fat paa, snoede de sig fast om og gav aldrig mere Slip
paa. Den lille Havfrue blev ganske forskrækket staaende der
udenfor; hendes Hjerte bankede af Angest, nær havde hun
vendt om, men saa tænkte hun paa Prindsen og paa Menneskets
Sjæl, og da fik hun Mod. Sit lange flagrende Haar bandt hun
fast om Hovedet, for at Polyperne ikke skulde gribe hende deri,
begge Hænder lagde hun sammen over sit Bryst, og fløi saa
afsted, som Fisken kan flyve gjennem Vandet, ind imellem de