Page 181 - H.C: Andersen: Samlede Eventyr

lyksalige, da de saae og kjendte deres lille Søster, der nu var
saa stor og deilig. De loe og de græd, og snart havde de
forstaaet hinanden, hvor ond deres Stedmoder havde været
imod dem Alle.
"Vi Brødre," sagde den ældste, "flyve, som vilde Svaner,
saalænge Solen staar paa Himlen; naar den er nede, faae vi vor
menneskelige Skikkelse; derfor maa vi altid ved Sol-Nedgang
passe paa at have Hvile for Foden; for flyve vi da oppe mod
Skyerne, maae vi, som Mennesker, styrte ned i Dybet. Her boe
vi ikke; der ligger et ligesaa skjønt Land, som dette, hiin Side
Søen; men Veien der hen er lang, det store Hav maae vi over,
og der findes ingen Ø paa vor Vei, hvor vi kunne overnatte, kun
en eensom lille Klippe rager op midt derude; den er ei større,
end at vi Side om Side kunne hvile paa den; gaaer Søen stærk
saa sprøjter Vandet høit over os; men dog takke vi vor Gud for
den. Der overnatte vi i vor Skikkelse som Menneske, uden den
kunde vi aldrig gjæste vort kjære Fædreland, thi to af Aarets
længste Dage bruge vi til vor Flugt. Kun eengang om Aaret er
det forundt os at besøge vort Fædrenehjem, elleve Dage tør vi
blive her, flyve henover denne store Skov, hvorfra vi kunne
øine Slottet, hvor vi bleve fødte og hvor vor Fader boer, see det
høie Taarn af Kirken, hvor Moder er begravet. - Her synes vi
Træer og Buske ere i Slægt med os, her løbe de vilde Heste hen
over Sletterne, som vi saae det i vor Barndom; her synger
Kulbrænderen de gamle Sange, vi dandsede efter som Børn,
her er vort Fædreland, her drages vi hen og her have vi fundet
Dig Du kjære, lille Søster! to Dage endnu tør vi blive her, saa
maae vi bort over Havet til et deiligt Land, men som ikke er
vort Fædreland! hvorledes faae vi Dig med? Vi have hverken
Skib eller Baad!"
"Hvorledes skal jeg kunne frelse Eder!" sagde Søsteren.