Page 182 - H.C: Andersen: Samlede Eventyr

Og de talte sammen næsten den hele Nat, der blev kun
blundet nogle Timer.
Elisa vaagnede ved Lyden af Svanevingerne, der susede over
hende. Brødrene vare igjen forvandlede og de fløi i store
Kredse og tilsidst langtbort, men een af dem, den yngste, blev
tilbage; og Svanen lagde sit Hoved i hendes Skjød og hun
klappede dens hvide Vinger; hele Dagen vare de sammen. Mod
Aften kom de Andre tilbage, og da Solen var nede, stode de i
deres naturlige Skikkelse.
"Imorgen flyve vi herfra, tør ikke komme tilbage før om et
heelt Aar, men dig kunne vi ikke saaledes forlade! har Du Mod
at følge med? Min Arm er stærk nok til at bære Dig gjennem
Skoven, skulle vi da ikke Alle have stærke Vinger nok til at
flyve med dig over Havet."
"Ja, tag mig med!" sagde Elisa.
Den hele Nat tilbragte de med at flette et Net af den smidige
Pilebark og de seige Siv, og det blev stort og stærkt; paa dette
lagde Elisa sig, og da Solen saa kom frem, og Brødrene
forvandledes til de vilde Svaner, grebe de i Nettet med deres
Næb, og fløi høit mod Skyerne med den kjære Søster, der sov
endnu. Solstraalerne faldt lige paa hendes Ansigt, derfor fløi
een af Svanerne over hendes Hoved, at dens brede Vinger
kunde give Skygge.
De vare langt fra Land, da Elisa vaagnede; hun troede endnu
at drømme, saa underligt forekom det hende, at bæres over
Havet, høit igjennem Luften. Ved hendes Side laae en Green
med deilige modne Bær, og et Bundt velsmagende Rødder;