Page 183 - H.C: Andersen: Samlede Eventyr

dem havde den yngste af Brødrene samlet og lagt til hende, og
hun tilsmilede ham taknemlig, thi hun kjendte, det var ham,
som fløi lige over hendes Hoved, og skyggede med Vingerne.
De vare saa høit oppe, at det første Skib, de saae under dem,
syntes en hvid Maage, der laae paa Vandet. En stor Sky stod
bagved dem, det var et heelt Bjerg, og paa den saae Elisa
Skyggen af sig selv, og af de elleve Svaner, saa kjæmpestore
fløi de der; det var et Skilderi, prægtigere end hun havde seet
noget før; men altsom Solen steeg høiere og Skyen blev
længere bagved dem, forsvandt det svævende Skyggebillede.
Den hele Dag fløi de afsted, som en susende Piil gjennem
Luften, men dog var det langsommere end ellers, nu havde de
Søsteren at bære. Der trak et ondt Veir op, Aftenen nærmede
sig; angst saae Elisa Solen synke, og endnu var ei den
eensomme Klippe i Havet at øine; det forekom hende, at
Svanerne gjorde stærkere Slag med Vingerne. Ak! hun var
Skyld i, at de ei kom hurtigt nok afsted; naar Solen var nede,
vilde de blive til Mennesker, styrte i Havet, og drukne. Da bad
hun i sit Hjertes Inderste en Bøn til vor Herre, men endnu
øinede hun ingen Klippe; den sorte Sky kom nærmere; de
stærke Vindpust forkyndte en Storm; Skyerne stode i een
eneste stor truende Bølge, der fast som Bly skjød fremad; Lyn
blinkede paa Lyn.
Nu var Solen lige ved Randen af Havet. Elisas Hjerte
bævede; da skjøde Svanerne nedad, saa hastigt at hun troede at
falde; men nu svævede de igen. Solen var halvt nede i Vandet;
da først øinede hun den lille Klippe under sig, den saae ud, ikke
større end om det var en Sælhund, der stak Hovedet op af
Vandet. Solen sank saa hurtigt; nu var den kun, som en Stjerne;
da rørte hendes Fod ved den faste Grund, Solen slukkedes liig
den sidste Gnist i det brændende Papir; Arm i Arm saae hun