Page 184 - H.C: Andersen: Samlede Eventyr

Brødrene staae omkring sig; men mere Plads, end netop til dem
og hende, var der heller ikke. Søen slog mod Klippen, og gik
som en Skylregn hen over dem; Himlen skinnede i een altid
flammende Ild og Slag paa Slag rullede Tordenen; men Søster
og Brødre holdt hinanden i Hænderne og sang en Psalme,
hvoraf de fik Trøst og Mod.
I Dagningen var Luften reen og stille; saasnart Solen steeg,
fløi Svanerne med Elisa bort fra Øen. Havet gik endnu stærkt,
det saae ud, da de vare høit i Veiret, som om den hvide Skum
paa den sortegrønne Sø var Millioner af Svaner, der fløde paa
Vandet.
Da Solen kom høiere, saae Elisa foran sig, halv svømmende i
Luften, et Bjergland, med skinnende Iismasser paa Fjeldene og
midt derpaa strakte sig et vist milelangt Slot, med den ene
dristige Søilegang ovenpaa den anden; nedenfor gyngede
Palmeskove og Pragtblomster, store som Møllehjul. Hun
spurgte, om det var Landet, hun skulde til, men Svanerne
rystede med Hovedet, thi det, hun saae, var Fata Morganas
deilige, altid omvexlende Skyslot; derind turde de intet
Menneske bringe. Elisa stirrede derpaa, da styrtede Bjerge,
Skove og Slot sammen, og der stode tyve stolte Kirker, alle
hinanden lige, med høie Taarne, og spidse Vinduer. Hun syntes
at høre Orgelet klinge, men det var Havet, hun hørte. Nu vare
hun Kirkerne ganske nær, da bleve disse til en heel Flaade, der
seilede hen under hende; hun saae ned, og det var kun
Havtaage, der jog hen over Vandet. Ja en evig Afvexling havde
hun for Øie, og nu saae hun det virkelige Land, hun skulde til;
der reiste sig de deilige blaa Bjerge, med Cederskove, Byer og
Slotte. Længe før Solen gik ned, sad hun paa Fjeldet foran en
stor Hule, der var begroet med fine, grønne Slyngplanter; det
saae ud, som det var broderede Tæpper.