Page 185 - H.C: Andersen: Samlede Eventyr

"Nu skal vi see, hvad Du drømmer her inat!" sagde den
yngste Broder og viste hende hendes Sovekammer.
"Gid jeg maatte drømme, hvorledes jeg skulde frelse Eder!"
sagde hun; og denne Tanke beskjeftigede hende saa levende;
hun bad saa inderlig til Gud om hans Hjælp, ja selv isøvne
vedblev hun sin Bøn; da forekom det hende, at hun fløi høit op
i Luften, til Fata Morganas Skyslot, og Feen kom hende imøde,
saa smuk og glimrende, og dog lignede hun ganske den gamle
Kone, der gav hende Bær i Skoven, og fortalte hende om
Svanerne med Guldkronerne paa.
"Dine Brødre kan frelses!" sagde hun, "men har Du Mod og
Udholdenhed. Vel er Havet blødere end dine fine Hænder, og
omformer dog de haarde Stene, men det føler ikke den Smerte,
dine Fingre vilde føle; det har intet Hjerte, lider ikke den
Angest og Qval, Du maa udholde. Seer Du denne
Brændenælde, jeg holder i min Haand! af denne Slags voxe
mange rundt om Hulen, hvor Du sover; kun de der, og de, som
skyde frem paa Kirkegaardens Grave, ere brugelige, mærk Dig
det; dem maa Du plukke, skjøndt de vil brænde din Hud i
Vabler; bryd Nælderne med dine Fødder, da faaer Du Hør; med
den skal Du snoe og binde elleve Pantserskjorter, med lange
Ærmer, kast disse over de elleve vilde Svaner, saa er
Trolddommen løst. Men husk vel paa, at fra det Øieblik, Du
begynder dette Arbeide, og lige til det er fuldendt, om der
endog gaaer Aar imellem, maa Du ikke tale; det første Ord, Du
siger, gaaer som en dræbende Dolk i dine Brødres Hjerte; ved
Din Tunge hænger deres Liv. Mærk Dig Alt dette!"
Og hun rørte i det samme ved hendes Haand med Nælden;
den var som en brændende Ild, Elisa vaagnede derved. Det var
lys Dag og tæt ved, hvor hun havde sovet, laae en Nælde, som
den, hun havde seet i Drømme. Da faldt hun paa sine Knæ,