Page 187 - H.C: Andersen: Samlede Eventyr

Da Solen var nede, kom Brødrene, og de bleve forskrækkede
ved at finde hende saa taus; de troede at det var en ny
Trolddom af den onde Stedmoder; men da de saae hendes
Hænder, begreb de, hvad hun gjorde for deres Skyld, og den
yngste Broder græd, og hvor hans Taarer faldt, der følte hun
ingen Smerter, der forsvandt de brændende Vabler.
Natten tilbragte hun med sit Arbeide, thi hun havde ingen Ro,
før hun havde frelst de kjære Brødre; hele den følgende Dag,
medens Svanerne vare borte, sad hun i sin Eensomhed, men
aldrig havde Tiden fløiet saa hurtig. Een Pantserskjorte var alt
færdig, nu begyndte hun paa den næste.
Da klang Jagthorn mellem Bjergene; hun blev ganske angest;
Lyden kom nærmere; hun hørte Hunde gjøe; forskrækket søgte
hun ind i Hulen, bandt Nælderne, hun havde samlet og heglet, i
et Bundt, og satte sig derpaa.
I det samme kom en stor Hund springende frem fra Krattet,
og strax efter een, og endnu een; de gjøede høit, løb tilbage, og
kom frem igjen. Det varede ikke mange Minuter, saa stode alle
Jægerne udenfor Hulen, og den smukkeste iblandt dem var
Landets Konge, han traadte hen til Elisa, aldrig havde han seet
en skjønnere Pige.
"Hvor er Du kommet her, Du deilige Barn!" sagde han. Elisa
rystede med Hovedet, hun turde jo ikke tale, det gjaldt hendes
Brødres Frelse og Liv; og hun skjulte sine Hænder under
Forklædet, at Kongen ikke skulde see, hvad hun maatte lide.
"Følg med mig!" sagde han, "her maa Du ikke blive! er Du
god, som Du er smuk, da vil jeg klæde Dig i Silke og Fløiel,
sætte Guldkronen paa dit Hoved, og Du skal boe og bygge i