Page 188 - H.C: Andersen: Samlede Eventyr

mit rigeste Slot!" - og saa løftede han hende op paa sin Hest;
hun græd, vred sine Hænder, men Kongen sagde: "Jeg vil kun
din Lykke! eengang skal Du takke mig derfor!" og saa foer han
afsted mellem Bjergene, og holdt hende foran paa Hesten, og
Jægerne joge bagefter.
Da Solen gik ned, laae den prægtige Kongestad, med Kirker
og Kupler foran, og Kongen førte hende ind i Slottet, hvor
store Vandspring pladskede i de høie Marmorsale, hvor Vægge
og Loft prangede med Malerier, men hun havde ikke Øine
derfor, hun græd og sørgede; godvillig lod hun Qvinderne iføre
hende de kongelige Klæder, flette Perler i hendes Haar, og
trække fine Handsker over de forbrændte Fingre.
Da hun stod der i al sin Pragt, var hun saa blændende smuk,
at Hoffet bøiede sig endnu dybere for hende, og Kongen
kaarede hende til sin Brud; skjøndt Erke-Biskoppen rystede
med Hovedet, og hvidskede, at den smukke Skovpige vist var
en Hex, hun blændede deres Øine, og bedaarede Kongens
Hjerte.
Men Kongen hørte ikke derpaa, lod Musikken klinge, de
kosteligste Retter frembære, de yndigste Piger dandse om
hende, og hun blev ført gjennem duftende Haver ind i prægtige
Sale; men ikke et Smiil gik over hendes Læber, eller frem paa
hendes Øine, Sorgen stod der, som evig Arv og Eie. Nu
aabnede Kongen et lille Kammer, tætved hvor hun skulde sove;
her var pyntet med kostelige grønne Tæpper, og lignede ganske
Hulen, hvori hun havde været; paa Gulvet laae det Bundt Hør,
hun havde spundet af Nælderne, og under Loftet hang
Pantserskjorten, der var strikket færdig; Alt dette havde en af
Jægerne taget til sig, som noget Curiøst.