Page 189 - H.C: Andersen: Samlede Eventyr

"Her kan Du drømme Dig tilbage i dit fordums Hjem!" sagde
Kongen. "Her er det Arbeide, som der beskjæftigede Dig; nu,
midt i al din Pragt, vil det more Dig at tænke tilbage paa hiin
Tid."
Da Elisa saae dette, der laae hendes Hjerte saa nært, spillede
et Smiil om hendes Mund, og Blodet vendte tilbage i Kinderne;
hun tænkte paa sine Brødres Frelse, kyssede Kongens Haand,
og han trykkede hende til sit Hjerte, og lod alle Kirkeklokker
forkynde Bryllups Fest. Den deilige stumme Pige fra Skoven
var Landets Dronning.
Da hvidskede Erke-Biskoppen onde Ord i Kongens Øre, men
de sank ikke ned til hans Hjerte, Brylluppet skulde staae, Erke-
Biskoppen selv maatte sætte hende Kronen paa Hovedet, og
han trykkede med ond Uvillie den snævre Ring fast ned over
Panden, saa det gjorde ondt; dog der laae en tungere Ring om
hendes Hjerte, Sorgen over hendes Brødre; hun følte ikke den
legemlige Pine. Hendes Mund var stum, et eneste Ord vilde jo
skille hendes Brødre ved Livet, men i hendes Øine laae der en
dyb Kjærlighed til den gode, smukke Konge, der gjorde Alt for
at glæde hende. Med hele sit Hjerte blev hun ham Dag for Dag
mere god; o, at hun turde blot betroe sig til ham, sige ham sin
Lidelse! men stum maatte hun være, stum maatte hun fuldføre
sit Værk. Derfor listede hun sig om Natten fra hans Side, gik
ind i det lille Lønkammer, der var smykket, som Hulen, og hun
strikkede den ene Pantserskjorte færdig efter den anden; men
da hun begyndte paa den syvende, havde hun ikke mere Hør.
Paa Kirkegaarden vidste hun de Nælder groede, som hun
skulde bruge, men selv maatte hun plukke dem, hvorledes
skulde hun komme derud.
"O, hvad er Smerten i mine Fingre, mod den Qval mit Hjerte