Page 191 - H.C: Andersen: Samlede Eventyr

hun ikke i sit Hjerte for Brødrene! paa det kongelige Fløiel og
Purpur randt hendes salte Taarer, de laae der som glimrende
Diamanter, og Alle som saae den rige Pragt, ønskede at være
Dronningen. Snart var hun imidlertid tilende med sit Arbejde,
kun een Pantserskjorte manglede endnu; men Hør havde hun
heller ikke meer; og ikke en eneste Nælde. Eengang, kun denne
sidste, maatte hun derfor paa Kirkegaarden og plukke nogle
Haandfulde. Hun tænkte med Angest paa den eensomme
Vandring, og de skrækkelige Lamier; men hendes Villie var
fast, som hendes Tillid til vor Herre.
Elisa gik, men Kongen og Erke-Biskoppen fulgte efter, de
saae hende forsvinde ved Gitterporten ind i Kirkegaarden og da
de nærmede sig den, sad paa Gravstenen Lamierne, som Elisa
havde seet dem, og Kongen vendte sig bort; thi mellem disse
tænkte han sig hende, hvis Hoved endnu i denne Aften havde
hvilet ved hans Bryst.
"Folket maa dømme hende!" sagde han, og Folket dømte,
hun skal brændes i de røde Luer.
Fra de prægtige Kongesale blev hun ført hen i et mørkt,
fugtigt Hul, hvor Vinden peeb ind af det gittrede Vindue;
istedetfor Fløiel og Silke gav de hende det Bundt Nelder hun
havde samlet, det kunde hun lægge sit Hoved paa; de haarde
brændende Pantserskjorter, hun havde strikket, skulde være
Dyne og Teppe, men intet kjærere kunde de skjænke hende,
hun tog igjen fat paa sit Arbeide og bad til sin Gud. Udenfor
sang Gadedrengene Spotteviser om hende; ingen Sjæl trøstede
hende med et kjærligt Ord.
Da susede mod Aften, tæt ved Gitteret, en Svanevinge, det
var den yngste af Brødrene, han havde fundet Søsteren; og hun
hulkede høit af Glæde, skjøndt hun vidste, at Natten, som kom,